Vi respekt og få et fantastisk liv
For 11 år siden flyttede skuespilleren
Peter Mygind ind i en ejendom, hvor folk ikke kendte hinanden.
Sådan ville han ikke have det med de andre beboere.
Af Jørn Nyvang
Da Peter Mygind for 11 år siden flyttede ind i sin nuværende
bolig, gik han rundt og hilste på hos de øvrige beboere i
ejendommen. "Goddag, jeg er ham fra tv. Har du spørgsmål? Vil du
have en krammer?" Det sagde han ikke for at pudse sin glorie som
kändis, men for at efterleve sin livsfilosofi: Når man giver, får
man. Dette budskab blev hørt af mere end en fjerdedel af Almene
Boligdages deltagere. Det kom ud over rampen i forbindelse med et
af tre Speakers Corner-arrangementer lørdag formiddag. Her var der
ikke noget, der hed tilmelding. Her gjaldt førsttilmølle
princippet. 300 nåede at finde en plads i sal Jylland, men de blev
flere, fordi andre slæbte stole med. Alle fik at vide, at
skuespilleren ikke brød sig om rend ind og ud af dørene. Det viste
der sig heller ikke behov for. Ingen fandt behov for at gå andre
steder hen. Det dér med at hilse på sine nye naboer var med til at
skabe gode relationer. Og det var ellers ikke en selvfølge i
ejendommen, hvor mange ikke kendte hinanden, men til gengæld havde
en masse meninger om hinanden. "Der var én af naboerne, der aldrig
havde hilst på bagboen, men som syntes, at han var en værre idiot.
Det var noget med, at vedkommende havde klippet på naboens træ,
selv om det ikke var hans eget." Sådan skulle Mygind og hans
familie ikke have det. "Jeg har den naive tro, at jo mere man
respekterer andre og er åben for mangfoldighed, jo mere et
fantastisk liv får man." Familien har selv haft brug for goodwill.
For eksempel når de voksne er taget hjemmefra, og teenage-sønnen
har slæbt sin ghettoblaster udenfor. Dagen efter spurgte Peter
Mygind, om sønnen ikke havde været lige lovlig festlig aftenen før.
Det syntes naboen ikke. Det havde været skønt at høre på. Sådan var
det ikke gået, hvis farmand ikke havde taget sin præsentationsrunde
i forbindelse med indflytningen og siden vist naboerne respekt.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. september 2008 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |