25 års jubilæum
Ulla Gregor er jurist, men ikke en bogorm, der altid refererer
til paragraffer og cirkulærer. Hun er en af dem, der finder
udfordringen i at omsætte lovgivning og regler til praktisk dagligt
arbejde. Det er hun ikke bare god til, hun kan også li' det.
Ulla Gregor kom til DAB som jurist i direktionssekretariatet
efter et par år som fuldmægtig i Landbrugsministeriet. Men efter
næsten 10 år med juridisk sagsbehandling, politisk og juridisk
betjening af direktion og bestyrelser fik Ulla tilbuddet om at
blive kontorchef og leder af en af forvaltningsafdelingens
administrationsgrupper. I dag er Ulla chef for gruppens 15
medarbejdere og ansvarlig for drift og vedligeholdelse af 10
boligselskaber med mere end 9.000 boliger ud over landet. Det er et
spændende job, ikke mindst når det gælder den tætte kontakt til
afdelings- og selskabsbestyrelserne. Der er nogen, der tror, at man
ikke kan gøre karriere og skabe en familie samtidig, men det kan
Ulla. I de 25 år hun har arbejdet for DAB har hun også nået at få
tre børn: Tjalfe, Bjarke og Maria på 20, 17 og 11 år, og når de
røde lokker ikke danser op og ned af gangene på Finsensvej, så er
Ulla helt sikkert hjemme i det lille hus på landet sammen med sin
mand Jan, der er lærer, børnene og familiens 2 flat coatede
retrievere. Der er reception på 5. sal i DAB onsdag 1. juli fra kl.
14.30 til 16.00.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. juni 2009 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |