• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Beboerne er blevet endnu mere tilfredse

I 1999 var beboerne i Boligforeningen AAB i Vejle tilfredse. I 2007 var de meget tilfredse. Det er udviklingen mellem to trivselsundersøgelser hos AAB.

Af Jørn Nyvang

I den seneste undersøgelse er der gennemført over 800 telefoninterviews blandt boligforeningens lejere om, hvordan det er at bo alment. Mere end 9 ud af 10 var tilfredse eller ovenud tilfredse med at bo, hvor de bor. Hver femte ønsker at flytte, men en stor del af dem er blot ude efter en anden bolig i AAB. Kun 2,5 procent ønsker en ejerbolig. Undersøgelsen siger ikke noget markant om problemer. Dog er der en del, der peger på en skæv beboersammensætning og kriminalitet. Det sidste er nogle af de udfordringer AAB Vejle har taget op gennem sociale helhedsplaner i de udsatte boligområder Løget og Finlandsparken. Her er opgaven også at forbedre disse boligområders ramponerede image, som indimellem kan bygge på myter. "Vi synes ikke det er helt berettiget med et sådant skudsmål, når vi blandt andet ser og hører om det, der sker af unges hærværk og ballade i Bredballe," udtaler formanden i AAB Vejle, Hans Helge Andersen, i en pressemeddelelse om undersøgelsen. Han kan glæde sig over et andet tal i trivselsundersøgelsen. 95 procent af beboerne angiver, at de er tilfredse med den service, boligforeningens medarbejdere yder. Hele undersøgelsen kan ses på www. aabvejle.dk/trivsel.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. maj 2008
Senest opdateret: 13. august 2010