En alternativt guidet tur igennem København

Af Regnar M. Nielsen

Det moderne København og andre byer er delt af ulighed. Så kortfattet er hovedkonklusionen i Preben Brandts bog "Byen og social ulighed". Forfatteren guider med dokumenteret præcision gennem de riges Frederiksberg, Indre by og Østerbro, middelklassens renoverede Vesterbro og de fattiges Nørrebro og Kongens Enghave. Områder hvor der i bestemte karreer bor op mod 30 og 50 procent, der på trods af at være i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet, og hvor indbyggerne dokumenterbart lever 10 år kortere end på Frederiksberg.

Byen indrettet til ulighed
Ifølge Preben Brandt kan byens ulighed føres tilbage til industrialiseringen, som tog sin begyndelse i midten af 1800-tallet og dermed åbnede muligheden for, at en bredere kreds kunne forbruge. Lige siden har København udviklet sig i handlens tjeneste. Den har rettet sine kræfter mod det købedygtige borgerskab, der har penge og samtidig set bort fra, at der i metropolen også udviklede sig ekstrem fattigdom hos dem, der ikke kan være med på vognen. Eller rettere næsten set bort fra det… Man har indrettet og ordnet byen, så fattigdommen var ude af syne. Nutidens fattigdom er ifølge Preben Brandt ikke at sammenligne med 1800-tallets massive pjalteproletariat. Gennem 1950'erne og årene frem havde man råd til at fjerne den dårligste boligmasse, rekruttere arbejderklassen til middelklassen og opbygge såvel en sundhedssektor og socialt arbejde på højt professionelt plan. Ikke desto mindre er der stadig en stor gruppe af udstødte, og den sociale og sundhedsmæssige ulighed er gennem de seneste år igen øget støt.

Bladet fra munden
Der er ideologisk sovs og kartofler i bogen fra formanden for Rådet for Socialt Udsatte. Han skyder på politikerne, der med henvisning til, at det skal kunne betale sig at arbejde, barberer overførselsindkomsterne. Han mener, det er et plausibelt synspunkt, at alle skal yde, men at man let overskrider grænsen for hvornår, det er omsorgssvigt for de svageste. Middelklassen, fritages heller ikke for ansvar. I takt med at den med sit kompakte flertal konstant kræver flere velfærdsgoder af samfundet, begrænses ressourcerne til de svageste.

Efterlyser større tolerance
Bogen præsenterer os på en kærlig måde for narkomanen, den alkoholiserede enlige mor, den psykisk syge og den hjemløse. Forfatterens konklusioner er veldokumenterede og uden store svagheder. Skal et par nævnes, så er det, at det vel ikke er overraskende, at ulighed er skabt af kapitalisme, og at hans enorme kærlighed til de udstødte til tider kammer over. Eksempelvis efterlyser han større tolerance blandt byens borgere i forhold til dem, der er anderledes - ikke mindst hos de almene beboere, der ofte er deres naboer. Undervejs argumenterer han for, at Vesterbros narkomaner nærmest er udsat for et justitsmord, fordi pressen tog beboernes klager over efterladte brugte kanyler op. Hans hovedargument er, at han selv gik en tur i kvarteret og kun fandt syv. Og på de seks af dem havde misbrugerne endda selv sat tutten på spidsen, så ingen kunne stikke sig. Jeg løber risikoen for at blive kaldt intolerant og indrømmer, at min pilfingrede unge ville være færdig med at lege alene ude, inden jeg havde fundet to.