Er vi til grin?
Det spurgte vi os selv om, da vi deltog i BL's boligpolitiske
høring den 10. december i år. Og desværre kendte vi godt svaret på
forhånd. Vi vidste godt, at de politiske partier ikke prioriterer
boligpolitikken særligt højt.
Læserindlæg af Steen Søndergaard Thomsen, Anita Heisterberg og
Birthe Qasem, FSBbolig
Der er ellers nok boligpolitiske udfordringer at tage fat på. Og
baggrunden for høringen var da også et forsøg fra BL's side på at
kickstarte debatten om fremtidens boligpolitik. Til det formål har
organisationen lavet et godt og konstruktivt boligpolitisk
debatoplæg kaldet "En balanceret boligpolitik". Det redegør for de
opgaver og udfordringer, den almene sektor har i dag, i morgen og
de næste mange år. De boligpolitiske ordførere Louise Schack Elholm
(V), Thomas Jensen (S), Knud Kristensen (K) og Nanna Westerby (SF)
var inviteret til at debattere oplægget. Og det burde ikke være
særligt svært, for debatoplægget indeholder masser af konkrete bud
på, hvordan den almene sektors fremtidige udfordringer kan løses.
Så det var vel ikke for meget at forvente, at nu ville politikerne
komme ud af busken efter lang tids fravær i den offentlige
boligpolitiske debat. Man siger, at man skal høre meget, før ørerne
falder af. Men til høringen var problemet, at selvom der blev sagt
rigtig mange ord, blev der alligevel ikke sagt noget som helst. Og
vi må indrømme, at vi flere gange spurgte os selv, om de havde læst
debatoplægget. Det virkede ikke sådan. Det var beskæmmende at
opleve boligpolitiske ordførere uden noget på hjertet. En Louise
Schack Elholm, der ikke vil sige noget konkret, fordi der - på et
eller andet tidspunkt - kommer en rapport fra det udvalg, der i
øjeblikket ser på finansieringen i den almene sektor. Noget må du
da mene, Louise? En Knud Kristensen, der i det meste af sin taletid
alene fokuserede på energibesparelser i byggeriet. Hvad med alle de
andre udfordringer, Knud? En Thomas Jensen, der brugte mere tid på
at udfordre sine kollegaer i panelet end til selv at komme med
konkrete forslag. Hvad har I tænkt jer at gøre, Thomas? Og endelig
en Nanna Westerby, som støttede mange af ideerne i debatoplægget,
men ikke rigtig selv havde nogle nytænkende og kreative forslag
med. Hvad er dine visioner, Nanna? Den debat, vi oplevede, var på
et niveau, som efterlader en følelse af manglende respekt over for
de mange beboerdemokrater, ansatte og andre med tilknytning til
sektoren, der var mødt op. Men også manglende respekt over for de
godt en million beboere, der bor i den almene sektor. Konklusionen
er, at vi endnu engang fik understreget det, vi allerede godt
vidste: boligpolitikken bliver i dag ikke prioriteret særlig højt
på den politiske dagsorden. Så ja, vi er nok til grin, når vi tror,
at det nytter at debattere fremtidens udfordringer. Det skal nu
ikke afholde os fra snart at forsøge igen - og igen. Vi giver ikke
op, selvom vi mødes med uvidenhed, ligegyldighed og sort tale.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. januar 2009 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |