Finanskrise baner vej for nybyggeri
Faldende grundpriser i hovedstadsområdet gør det muligt at bygge
50 almene boliger til psykisk syge og handicappede.
Af Samina Usman
Krisen kradser nu så meget, at private grundejere selv er begyndt
at henvende sig til mulige købere. Flere desperate private
investorer har således opsøgt Københavns Kommune og
Socialforvaltningen for at høre, om de var interesserede i en
byggegrund. På Rådhuset i København sidder socialborgmester Mikkel
Warming og glæder sig over den nye udvikling. For nu kan der efter
flere års stilstand på det almene boligmarked atter bygges nyt,
fordi prisen på grundene nu er nede på et niveau, hvor der kan
bygges plejeboliger til handicappede og ældre. "De sidste par år
har det været vanvittigt at skaffe byggegrunde på grund af de
skyhøje priser. Og det er fuldstændig absurd, at der skal en
finanskrise til, før der kan bygges nyt igen. De private
investorers dyre ejerbolig- projekter er faldet fra hinanden og kan
ikke længere sælges. Spekulanternes økonomi er ved at ramle sammen,
og det betyder, at vi får tilbudt grundene. Man ser ikke helt samme
tendens i provinsen, for sammenlignet med hovedstadsområdet er
priserne ikke steget i samme grad," forklarer Mikkel Warming.
Øget maksimumsbeløb
Når det nu kan lade sig gøre at bygge plejeboliger, hænger det
sammen med, at maksimumsbeløbet for denne type boliger i
forbindelse med et politisk indgreb er blevet hævet med 14 procent
i 2008. Således steg maksimumsbeløbet fra 21.170 kroner pr.
kvadratmeter i 2007 til 24.070 kroner i 2008. Til sammenligning er
tallet for familieboliger kun steget med 1,5 procent i samme
tidsperiode. Yderligere er maksimumsbeløbet for plejeog
ældreboliger i hovedstadsområdet igen steget fra årsskiftet til
25.130 kroner pr. kvadratmeter altså en stigning på 1.060 kroner.
"Regeringen og Dansk Folkeparti har valgt at forhøje
maksimumsbeløbet og prioritere boliger til handicappede og psykisk
syge, fordi behovet har været så stort for denne type boliger. Men
det er slet ikke nok. Behovet er også stort for almindelige
familieboliger, og det har regeringen altså ikke valgt at gøre
noget ved," konstaterer socialborgmesteren.
Må ikke blive en institution
Mikkel Warmingregner med, at der bliver bygget omtrent 50 almene
boliger til psykisk syge og handicappede, der står klar til brug om
cirka tre år. Hvorfor bliver der bygget så få boliger, når behovet
er så stort? "Jeg er enig i, at 50 almene boliger er for lidt. Men
det er desværre en politisk prioritering, og det er en beslutning,
som flertallet på Rådhuset har truffet. Jeg ville gerne have haft,
at der blev bygget endnu flere boliger. Og hvorfor går der så lang
tid, inden boligerne står klar? "Vi skal lige undersøge alle de
tilbud, som vi har fået. Derefter skal vi igennem en proces med
blandt andet planlægning, finde bygherrer også se på steder, hvor
der skal bygges og meget andet. Og de ting tager tid." På Lygten i
Nordvest-kvarteret blev der sidste år bygget 26 nye boliger til
psykisk syge og handicappede. Og netop boligerne på Lygten vil
Mikkel Warming bruge som foregangsbillede. Lejlighederne kommer
derfor til at ligge på omkring 65 kvadratmeter med eget køkken og
bad. Ligesom der bliver bygget et fællesareal, hvor personalet kan
have sin gang. Boligerne vil ligge spredt i København og hvert
område kommer til at have mellem 20-30 boliger. "Vi vil undgå at
samle alt for mange handicappede og psykisk syge et sted, fordi vi
ikke er interesserede i at skabe en institution," lyder det fra
Mikkel Warming.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. februar 2009 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |