• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

For tidligt at glæde sig

Ifølge Velfærdsministeriet er antallet af udsatte boligområder faldet til under det halve. Desværre er der tale om et skønmaleri, siger BLs direktør.

Af Michael Thorberg

Det er naturligvis dejligt, at reglerne om kombineret udlejning hjælper, men det er for tidligt at glæde sig over, at problemerne med udsatte boligområder er på vej imod en løsning. Nogenlunde sådan kan man sammenfatte holdningen hos direktør Gert Nielsen fra Boligselskabernes Landsforening, når han skal kommentere, at Velfærdsministeriet i slutningen af februar glædestrålende kunne udsende en pressemeddelelse med overskriften "Listen over udsatte boligområder er mere end halveret". Baggrunden er følgende: Reglerne om kombineret udlejning trådte i kraft i 2005. Siden da har Velfærdsministeriet hvert år offentliggjort en revideret liste over en række boligområder. Listen viser i hvilke områder, man under henvisning til de særlige regler for områder med mange beboere uden for arbejdsmarkedet kan afvise kontanthjælpsmodtagere fra at flytte ind. 2008-listen omfattede tyve boligområder, mens den netop offentliggjorte 2009-liste kun omfattede ni boligområder. Det fik velfærdsminister Karen Jespersen til - i forbindelse med offentliggørelsen af 2009-listen - i en pressemeddelelse at "glæde sig" over udviklingen. Og ministeren tilføjede: "Jeg arbejder i øjeblikket for en yderligere udvidelse, så endnu flere boligområder kan bruge kombineret udlejning. Det er afgørende, at vi kan fortsætte og forstærke regeringens indsats mod ghettoisering i de kommende år, så tallet kan komme yderligere ned. De seneste års fremgang på arbejdsmarkedet har hjulpet godt, og det samme har regeringens indsats. Helt overordnet er målet at forhindre social og kulturel isolation i parallelsamfund. Alle problemer er dog ikke løst, blot fordi beboersammensætningen bliver mere gennemsnitlig, og derfor kan et udsat boligområde også fortsætte med kombineret udlejning fem år efter, at det er taget af listen."

Det skifter i 2009 Gert Nielsen er enig i, at reglerne om kombineret udlejning har spillet en vis rolle i beboersammensætningen i de udsatte boligområder, men han understreger, at de opadgående konjunkturer i de seneste år har været den afgørende faktor for, at flere er kommet i arbejde: "Vi må frygte for 2009, for - som alle ved - går det hastigt den anden vej med beskæftigelsen, og det rammer hårdt blandt beboerne i den almene sektor. De tal for beskæftigelsen i de udsatte områder, som fra 2008 til 2009 har bevæget sig marginalt i den rigtige retning, må vi forudse kommer til at rutsje den gale vej i år, og derfor forekommer det mig noget overilet, når velfærdsministeren benytter den årlige revidering af listerne til at sælge budskabet om, at regeringen har styr på problemerne med udsatte boligområder. Det har den desværre ikke, det er alt for tidligt at glæde sig. Velfærdsministeriet oversælger det forenklede budskab i deres pressemeddelelse," siger Gert Nielsen.

Stadig problemområder Det er komplicerede beregninger, der danner grundlag for Velfærdsministeriets liste over udsatte boliger, men den afgørende faktor i beregningerne er, hvor stor en del af beboerne over 18 år, som står uden for arbejdsmarkedet. Nærlæser man listen over de 11 områder, som er røget ud fra 2008 til 2009, så vidner den om områder, som trods marginal fremgang stadig har massive problemer med beboersammensætningen. Således har eksempelvis den mest belastede afdeling i bebyggelsen Motalavej i Korsør på den nye liste en afdeling med 59,9 % af beboerne, som står uden for arbejdsmarkedet. "Man skal være overordentlig forsigtig med at slutte noget som helst ud fra den slags beregninger. Virkeligheden er jo ikke sort/hvid, således at enten er man et problemområde - eller også er man det ikke," siger Gert Nielsen og fortsætter: "For det første er der tale om marginale ændringer, for det andet er det jo mere eller mindre tilfældigt, hvor man lægger snittet for, at man er på listen - eller ikke, ligesom man kunne argumentere for, at en lang række andre faktorer skulle indgå i udregningen af, hvornår noget er et belastet område, og hvornår det ikke er. De 11 områder, som er røget ud af listen i år, er jo stadig områder med store problemer, som der er brug for, at der bliver taget hånd om. Ligesom der derudover er masser af andre boligområder, som også har store udfordringer."

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. april 2009
Senest opdateret: 13. august 2010