Her hjælper de hinanden

Af Julie Mathiesen Foto Stefan Kai Nielsen

Entreen ligner igen sig selv: gummistøvler, dagens post og overtøj. Et par uger tidligere var der stabler af andres gryder og skåle, men det var faktisk skønt for familien i det sorte træhus. For i skålene kom den hjemmelavede mad, som naboerne på skift leverede de første to uger efter, at lillebror Frej kom til verden. Naboernes gestus gav 31-årige Niels Mellerup og 32-årige Unna Aggerholm ro - også til at hygge om storebror Lauge på fem. "Det betød meget for os, for vi blev mætte, det smagte lækkert, og vi havde brug for energien. Det var en utrolig oplevelse," fortæller Unna. Det er kun 15 måneder siden, familien sagde farvel til rækkehuset i Viborg og flyttede til Økosamfundet Dyssekilde i Nordsjælland. Væk fra den isolerende hæk og over til mere fællesskab men stadig med mulighed for at lukke døren og kun deltage, når overskuddet er der.

Paradis for børn
Men alle er forpligtet af fællesprojekter. Og det er ikke så dårligt. Det er der, man lærer hinanden at kende, hvilket så udmønter sig i, at man også hjælper hinanden i det små. "For tre år siden var stort set alle med til at plante de 30.000 små piletræer, som i dag renser alt vores spildevand. Der oplevede folk, at de gjorde en indsats for helheden. Og når vi via fællesarbejdet 'tvinges' til at mødes på kryds og tværs, så holder vi også automatisk øje med hinandens børn, når de leger ved søen, for vi kender jo alle ungerne," siger 56-årige Søren Fritzche, der har været med, siden Landsbyen var en flad kartoffelmark. Han mener, at man bedst beskriver landsbyen ved netop at se på børnenes trivsel: De må løbe overalt, der er altid et toilet eller plaster i nærheden, hvis legen foregår i en af de andre boliggrupper, og børnene taler lige så naturligt med den ældste på 85 som med teenageren.

Drop regnskabet!
Det specielle boligområde, der ud over 70 boliger også har café, bageri, butik, børnehave og lilleskole, er skabt fra bunden af indbyggerne selv. Det har givet indbyggerne de nære relationer, der utvivlsomt giver ekstra livskvalitet. "Her er en forventning om, at man gør noget. Ikke kun i arbejdsgrupper og store projekter men også i alle de 'små' situationer, hvor naboens børn skal hentes, hvor vi spontant stabler nogens brænde, og hvor nogen kigger forbi, når man er syg. Når man som jeg har valgt at bo alene, betyder det et vigtigt netværk," forklarer 65-årige Irene Langkjær. En af dem med mange relationer er 44-årige Socorro Agger. Hun stiller som en selvfølge op, når nogen har brug for det. "Hvis du holder regnskab, har du ikke noget at give! Så bliver vi ved med at være købmænd og kommer aldrig videre. Det handler om at være oprigtig og betingelsesløs," siger hun med ubetinget tro på, at hjælpende hænder spreder sig som ringe i vandet. Skal filosofien holde, kræver det, at nogen tør tage imod hjælpen, og det gør en ældre dame, som Socorro Agger laver en ekstra portion mad til et par dage hver uge. "Jeg hører jo til flinkeskolegenerationen, så jeg har skullet lære at tage imod, men nu er det fabelagtigt at blive forkælet," griner 83-årige Elsebet Granzow.

Nærvær på 11. sal
Med lidt mindre smil på læben mindes hun, hvordan hun for mange år siden ringede efter sin søster i Vordingborg, da hun selv lå syg i sin lejlighed i København. Senere spurgte naboerne, hvorfor hun ikke havde bedt dem om hjælp. "Det troede jeg jo ikke, at jeg kunne. Vi vil jo nødigt være påtrængende, men det er jo godt at bede om hjælp og godt at tilbyde - så længe man tør blive afvist," siger hun i dag. Hos Irene Langkjær er der ingen frygt for afvisninger. Hun har boet så forskellige steder som i kollektivet på Svanholm og i almennyttigt byggeri på Galgebakken i Albertslund. Og hendes erfaringer er, at der er plads til solidaritet blandt naboer uanset boligtype. "Da jeg i 1960'erne boede alene i Høje Gladsaxe og lå med halsbetændelse, bankede det på min dør, og der stod en fremmed mand med en bakke med te, brød og juice. Han var ven med min veninde i en anden opgang og havde hørt, at jeg var syg. Dengang talte man meget om, at man blev så fremmedgjort af at bo i de højhuse, og så kom han bare. Og det var helt uden bagtanker, for han viste sig at være bøsse!"

 

Skab liv i boligområdet

Nærvær og solidaritet som i Dyssekilde kan også opstå i almene opgange, hvis der er fælles forpligtende aktiviteter, ildsjæle og mennesker med mod til at bede om hjælp.

"Hvis man i almene boliger vil noget som i eksempelvis Dyssekilde, så afhænger graden af succes af det indbyrdes forhold beboerne imellem; at de enten har et vist kendskab til hinanden eller i det mindste har lyst til det. Det kræver mødesteder i form af fysiske rum eller arrangementer, så de kommer i kontakt med hinanden, og dermed er det også vigtigt med en klar fysisk afgrænsning fx. i form af et bestemt antal opgange." Det siger sociolog Bella Marckmann, der har lavet Ph.d. om økosamfund i Danmark. Også beboernes forhold til boligselskabet spiller ifølge Bella Marckmann en stor rolle. Har afdelingen været præget af konflikter eller problemer, så hjælper det ikke ret meget at sende et brev ud om nye tiltag. Det afhænger af konteksten, men der skal som udgangspunkt være tillid til boligselskabet. Endelig kræver det, at der er tilstrækkeligt mange engagerede beboere, så gløden hos ildsjælene bliver holdt ved lige. "I et boligområde som Økosamfundet Dyssekilde skal man melde sig ind, og som huskøber formelt godkendes af medlemsmødet, så der ligger et bevidst valg af boform og en forventning om en høj grad af fællesskab. Mange i det almennyttige har derimod fået en lejlighed af mere tilfældige årsager som ventelister, så forventningerne er ofte meget anderledes," siger hun. Bella Marckmann understreger dog samtidig, at det almennyttige sagtens kan hente inspiration hos f.eks. økolandsbyerne. "Som boligselskab kan man jo skilte med, at man har et særligt fokus på de sociale relationer og ad den vej gøre det til et bevidst tilvalg for nye beboere." Bella Marckmann mener i øvrigt, at vi her har med dyder at gøre, som vi alle havde tidligere men blot er gået væk fra. "Tidligere var det jo måden, man klarede sig på, fordi der ikke var andre muligheder. Familien boede måske langt væk, og der var ingen offentlig hjælp at hente," siger hun.