• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Lidt for fede lejligheder

Ydermurene i Snaptun Pakhus er op til 140 centimeter tykke og er en væsentlig årsag til, at afdelingen nu skal have økonomisk hjælp.

Af Jørn Nyvang

Officielt er boligerne i Snaptun Pakhus fra 66 til 111 kvadratmeter. Reelt er de fleste af dem væsentligt mindre. Det gælder især de 10 af afdelingens 13 boliger, der ligger i det oprindelige pakhus. Her er ydermurene på op til 140 centimeter og typisk på 120 centimeter. "Den reelle størrelse af lejlighederne er påvirket af, at der er meget tykke mure," konstaterer Landsbyggefonden, der nu sikrer afdelingen økonomisk hjælp sammen med BRFkredit, Hedensted Kommune og Juelsminde Boligselskab BSB. En kapitaltilførsel på 2 ¾ mio. kr. efter den klassiske fordeling (to femtedele fra fonden og en femtedel fra hver af de øvrige) skal bringe huslejen ned fra 763 til 650 kr. pr. kvadratmeter pr. år. Det skal give folk lyst til at flytte ind i afdelingen på Snaptun Havn ved indsejlingen til Horsens Fjord. Den har haft svært ved at tiltrække beboere, siden den for ni år siden blev indrettet i pakhuset, der er fra 1850. Der har stort set ikke været fuldt hus siden, og problemet er blevet værre. I 2005 var der 11 fraflytninger, og året efter manglede der en tredjedel af lejeindtægterne. "Vi har ellers et godt socialt liv i afdelingen. Men de tykke mure gør, at en to-rums bolig kommer til at virke som en lille et-rums. Desuden er der nogle steder kraftige stolper, som gør det svært at indrette rummene," siger afdelingsformand Annette Krag, der selv er heldig at bo i en del af afdelingen, hvor de fysiske forhold er mere normale.

Lidt for attraktiv                                                                      
Årsagen til at det er blevet sådan, er, at pakhuset er fredet. Boligen beskrev for ni år siden den lange kamp mellem boligselskabet og Skov- og Naturstyrelsen om, hvad der måtte gøres ved bygningen. Den er en attraktion for de mange sejlere, der lægger til i byen, og det har været generende for beboerne i nederste etage. "Når de er steget op af båden, er de gået hen og kigget ind ad vinduerne," siger regionschef Bjørn Chalmer fra Domea, der administrerer Juelsminde Boligselskab BSB. Desuden er det blevet mere besværligt at bo i Snaptun, når man ikke er bilist. "Der er ikke mere købmand i byen, og nærmeste butik er nu fire kilometer væk. Og så er der dårlige busforbindelser. Hvis du skal i biografen i Horsens en lørdag aften, må du gå hjem bagefter," fortæller Hans Ravn, der er den stedlige ejendomsfunktionær og som beboer medlem af afdelingsbestyrelsen. Sidste bus fra Horsens kører kl. 18.10 om lørdagen. "Hvis man bor i Snaptun, må man tage det sure med det søde. Hvis man ikke har fjernsyn, har man virkelig et problem," fastslår Bjørn Chalmer.

Salg opgivet                                                                           Hedensted Kommune har tidligere sagt nej til en kapitaltilførsel på 1,9 mio. kr. Derefter blev det forsøgt at sælge lejlighederne. 98 bad om en salgsopstilling, men ingen meldte sig som købere, oplyser Horsens Folkeblad. Den nye aftale om en større kapitalindførsel betyder, at huslejeniveauet i Snaptun Pakhus kommer ned under landsgennemsnittet. For indflyttere kommer det endnu længere ned. De får et introduktionstilbud med særlig lav leje i to år.

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. marts 2009
Senest opdateret: 13. august 2010