• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Ny fælles administration i hovedstadsområdet

Fællesadministrationen af 2009 er navnet på et nyt alment administrationsselskab, som foreløbig skal tage sig af fem boligorganisationer med rødder i det storkøbenhavnske område.

Af Jørn Nyvang

Det nye selskab skal hedde FA 09 i daglig tale. Det har siden nytår administreret Postfunktionærernes Andels-Boligforening, Brøndby Andelsboligforening, Boligselskabet HJEM og Boligforeningen Hvidovrebo. Til foråret kommer Glostrup Andelsboligforening til. Alt i alt kommer FA 09 op på at servicere ca. 7.000 lejemål, når man medregner eksterne administrationsopgaver. Formanden for Hvidovrebo, Tommy Gjøl, siger om sin boligforenings motiver til at gå med: "Vi er efterhånden blevet for små og er meget sårbare. Der er ikke ret mange ansatte, og bliver én syg, går det hele skævt. Vi regner nu med at kunne trække på en del ekspertise, vi har savnet, og få gjort noget ved nogle hængepartier, blandt andet forvaltningsrevision." FA 09 omfatter ca. 5.000 lejemål og har adresse i Glostrup hos Postfunktionærernes Andels-Boligforening, der i forvejen har administreret Boligselskabet HJEM og Brøndby Andelsboligforening. Øverste leder er PAB's direktør, Lone Lund-Rasmussen. Hvidovrebo og Glostrup Andelsboligforenings forretningsførere, henholdsvis Ulrik Jansen og Tina Tonning, fortsætter med deres nuværende arbejdsområder i FA 09. Ulrik Jansen oplyser, at det kniber med plads til alle i Postfunktionærernes Andels- Boligforenings hidtidige kontorer. FA 09 er på udkig efter andre lokaler i Glostrup. Den nye fællesadministration vil være repræsenteret i syv kommuner. Brøndby Andelsboligforening , Hvidovrebo og Glostrup Andelsboligforening er udelukkende repræsenteret i deres hjemkommuner. HJEM er det i København, mens Postfunktionærernes Andels-Boligforening både er repræsenteret i Tårnby, Rødovre, Brøndby, Gribskov og Glostrup foruden København. FA 09's formand er Postfunktionærernes Andels-Boligforenings formand, Preben Bansemer. Tommy Gjøl er næstformand.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. marts 2009
Senest opdateret: 13. august 2010