Skaffer millionbesparelse på el og gas til beboerne
Lejerbo har sparet sine afdelinger for
et millionbeløb ved at samle alle sine indkøb på el og gas under en
hat. Penge, der i sidste ende kommer beboerne til gode.
Af Samina Usman Foto: Lars Bech
Et gammelt mundheld advarer mennesket om at lægge alle sine æg i
én kurv. Og det kan der være megen sund fornuft i. Ikke desto
mindre er det lige præcis, hvad Lejerbo har gjort. Boligselskabet
har på vegne af sine 848 afdelinger indgået en landsdækkende aftale
med Dong Energy på el. Samtidig har Lejerbo sikret en aftale på gas
for samtlige 50 afdelinger, der bruger naturgas. Tal og rådgivning
fra Dong Energy viser, at hvis Lejerbo fastfryser prisen på el og
gas i en periode, hvor priserne ligger lavt, kan selskabet hive en
gevinst hjem på omkring 17 millioner kroner over en treårig periode
på el. Forudsat at forbruget stadig er det samme. Tilsvarende er
besparelsen på naturgas cirka ni millioner kroner i aftalens
tidsforløb. En besparelse som hver enkelt afdeling får gavn af i
form af en mindre regning. Hvis den opmærksomme læser undrer sig
over, hvorfor Dong Energy rådgiver et boligselskab om at slå til på
et tidspunkt, hvor prisen er lav på el og gas, er der såmænd en
forklaring. En af årsagerne er, at Dong Energy har rene
kommercielle interesser og derfor ønsker at holde på en stor kunde
som Lejerbo i de næste tre til fire år.
Direkte og indirekte gevinst Aftalen mellem
Lejerbo og Dong Energy berører ikke beboernes privatforbrug, men
derimod boligafdelingernes fælles forbrug på el og gas. Ifølge
lovgivningen skal lejerne frit kunne vælge el- og gasselskab. Taler
vi om el, handler det derfor om fællesstrøm som belysning i
gangarealer, opgange, parkeringspladser og fællesvaskerier. Men
ingen regel uden undtagelser. De beboere, der bor i etageopgange og
bruger naturgas, får direkte glæde af aftalen på deres
privatforbrug, og kan i de kommende år se frem til en mindre
regning på gas. I lovgivningen er det nemlig tilladt for
boligselskaber at levere gas fra store gaskedler ud til flere
lejligheder på én gang. Står der for eksempel gaskedler i en kælder
i et højhus og leverer varme til alle husstande, er det fuldt
lovligt. Reglen træder ud af kraft, når det gælder om levering af
gas til enfamilieshuse. Uanset om der er tale om fælles- eller
privatforbrug får afdelingerne og nogle beboere en direkte
økonomisk gevinst ved aftalen. Mens et stort antal beboere får
indirekte glæde af aftalen. "Man kan sige, at det er en
stordriftsaftale, der er meget stor. Faktisk svarer det til en
mindre provinsby, når vi lægger alle vores afdelinger sammen,
hvilket giver os meget gode muligheder ved forhandlingsbordet på
beboernes vegne," siger indkøbschef Peter Aalborg Jensen, Lejerbo.
Han understreger, at det er op til de enkelte afdelingsbestyrelser
at finde ud af, om de ekstra penge fra besparelserne på el og gas
skal gå til en ny legeplads, et nyt vaskeri eller måske noget helt
tredje.
Handlede individuelt Man kan undre sig over,
hvorfor millionbesparelsen ikke er kommet beboerne til gode meget
tidligere. Til sit forsvar siger Peter Aalborg Jensen, at han kun
har været ansat hos Lejerbo et års tid, og at proceduren før hans
tid var at regionerne individuelt købte el og gas fra de lokale
leverandører. Med sin tiltræden ønskede han at forny arbejdsgangene
og undersøgte muligheden for at effektivisere købene på el og gas.
Dong Energy, der har en afdeling som udelukkende yder rådgivning
til boligselskaber, blev indviet i planerne.
Ny forhandlingsmulighed Men før samarbejdet for
alvor kunne komme i gang lå der et stort registreringsarbejde ude i
de enkelte boligafdelinger. Lejerbo registrerede sammen med to
medarbejdere fra Dong Energy hver enkelt måler på deres
aftagernummer, hvilket svarer til et abonnementsnummer. "Vi taler
om mange tusinde målere, som skulle identificeres. Opgaven gik ud
på at finde ud af præcis hvor målerne sad, hvor mange der var og
hvilken afdeling de tilhørte. Fremover sender Dong Energy regningen
til os, og vi opkræver derefter afdelingerne for deres forbrug.
Opstår der pludselig uregelmæssigheder i form af et overforbrug,
kan vi i tide varsko boligafdelingerne," siger Peter Aalborg
Jensen, og giver udtryk for at Lejerbo faktisk har opnået en
sidegevinst ved det store registreringsarbejde. Kendskabet til
summen af gaskedler og elmålere åbner op for endnu en
forhandlingsmulighed næste gang, der skal købes nye kedler og
målere. Helt nemt har arbejdet med at indsamle data på målerne dog
ikke været. I øjeblikket har Lejerbo og Dong Energy travlt med at
rette op på de fejl, der er opstået under processen. "Vi har
omkring 13 sager, hvor der er sket fejl i registreringen.
Eksempelvis er vi kommet til at registrere en måler som værende i
Sluseholmen, hvor den i virkeligheden sidder i Sydhavnen, og så
ryger regningen ud til de forkerte," forklarer han. Peter Aalborg
Jensen frygter ikke, at Lejerbo har lagt alle sine æg i en kurv.
Han regner ikke med at et selskab som Dong Energy går nedenom og
hjem trods finanskrise. Skulle rædselsscenariet blive en realitet,
satser han på, at selskabet bliver overtaget af et andet, og
aftalerne der er indgået følger med. Få andre boligselskaber har
favorable aftaler på el og gas heriblandt administrationsselskabet
DAB.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. september 2009 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |