Svend Aage syntes også, at han havde råderet til et fedt køkken
En omfattende renovering af Borupgård i
Snekkersten havde positive sidegevinster. Ikke blot eksploderede
antallet af beboere, der benyttede råderetten til selv at lave
forbedringer. Også antallet af fraflytninger faldt, ligesom at
beboernes sociale netværk genopstod.
Af Michael Thorberg
Det startede som en rigtig træls skimmelsag. I de kasseformede og
radiator-lignende 70'er-huse krøb fugt ind både fra neden og fra
oven, og snart stod det klart, at der skulle bruges mange penge -
rigtigt mange penge - på at komme de sundhedsfarlige
skimmelsvampeangreb til livs. Efter mange mellemregninger og
Landbyggefondens mellemkomst udviklede det sig imidlertid til en
egentlig og omfattende renoveringssag, som kom til at handle om
meget mere end skimmel. Og i dag fremstår de to boligafdelinger -
Borupgård I og II - som et attraktivt boligområde nær Øresund i det
dyre Nordsjælland. Men renoveringen af Borupgård har vist sig at
føre til mere end nydelige og skimmelfri boliger. I bebyggelsen har
man indhøstet en lang række nok så væsentlige sidegevinster, som
vil have afgørende betydning for Borupgårds fremtid.
Ubureaukratisk råderet
Som det fremgår af boksen om brugen af råderetten i
Borupgård, er der en tidsmæssig nøje sammenhæng imellem
renoveringens gennemførelse og beboernes lyst til selv at bruge
penge på at forbedre deres bolig ved hjælp af reglerne om råderet.
Faktisk har hele 40 % af beboerne benyttet råderetten siden
renoveringen af bebyggelsen - typisk til at få installeret nyt
køkken. Forretningsfører for Boligkontoret Danmark i Helsingør,
Lars Lehmann, er ikke i tvivl om, at de mange råderetssager skyldes
to forhold: "Jamen, dels synes beboerne jo, at når det hele bliver
pænt og i orden udvendigt, og når badeværelset pludselig fremstår
nyt og lækkert, så føler de sig motiverede til også at udskifte
køkkenet. Dels har vi så også haft en politik om, at det har
skullet være så nemt og ubureaukratisk som muligt at få en
råderetssag ekspederet. Beboerne har selv kontaktet et køkkenfirma
og fået et tilbud, det har de båret ned til os, hvor vi straks har
regnet på, hvad det ville betyde for huslejen Derefter har vi lavet
papirerne med det samme. På den måde kan en råderetssag klares på
en til to dage."
Lækkert fra start
Som en tommelfingerregel koster en råderetssag 80 kroner i
ekstra månedlig husleje i 20 år for hver 10.000 kroner, man har
investeret. Og derfor har Svend Aage Jensen, som bor i en
toværelses lejlighed i Borupgård på 20. år fået ekstra 330 kroner
oven i huslejen for at få et spritnyt køkken til 42.000
installeret. En anden beboer, som også har benyttet sig af
råderetten, er Daniel Berg. Han repræsenterer en af de
ressourcestærke familier, som er flyttet til Borupgård efter
renoveringen. Sammen med sin kone og to børn rykkede han ind i en
fireværelses lejlighed i september: "Man kan mærke, at alle, der
bor her, har lyst til at passe godt på tingene. Folk går meget op i
at holde det hele ved lige, nu hvor det er blevet så flot. Inden vi
flyttede ind, valgte vi at modernisere køkkenet, så det hele var
nyt og lækkert fra starten," siger Daniel Berg, der også
repræsenterer en anden tendens: Hvor Borupgård tidligere var et
sted, man søgte væk fra, så snart man kunne, så er strømmen vendt,
og ventelisterne er vokset.
Nyt liv i netværket
En anden sidegevinst ved renoveringen er, at et for længst
hensygnet beboernetværk er blevet vakt til live. Netværket klarer
en række praktiske opgaver for de beboere, som ikke selv kan,
ligesom at det står for en række sociale aktiviteter. Svend Aage
Jensen, der før sin pensionering var vicevært i Borupgård, er en af
de aktive i beboernetværket. "Nu hvor det hele er kommet til at se
ordentligt ud, så lægger man jo mere mærke til, hvis der er nogen,
som ikke formår at passe haven eller male plankeværket. Det er
typisk pensionister, og der går vi så ind og gør det for dem. Det
er både til glæde for dem - men også for os selv, for det er med
til at holde bebyggelsen pæn," fortæller Svend Aage Jensen, som
også er med til at arrangere en endags-tur til Tyskland for
beboerne. På beboernetværkets aktivitetsliste står også ture til
Zoo for børn og bedsteforældre, musikarrangementer og
førstehjælpskurser, og når det bliver den 24. december, vil man for
første gang arrangere juleaften for de beboere, som har lyst. Endnu
en sidegevinst ved renoveringen af Borupgård, som især de enlige i
bebyggelsen forventes at nyde godt af.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
24. november 2009 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |