Boligudvalget har bedt integrationsministeren redegøre for
regeringens ghettostrategi og forklare, hvorfor antallet af
indvandrere og efterkommere i 22 af de 37 udvalgte boligområder er
steget - og hvordan det stemmer overens med regeringens
ghettostrategi. Integrationsministeren er også blevet bedt om at
forklare, om der er behov for flere midler til ghettoindsatsen,
skriver Folketinget.dk.
Socialministeren er blevet bedt
om at forklare, hvad ministeren vil gøre, for at komme den
stigende ghettoisering og den stigende sociale skævhed
til livs. Ligeledes vil ministeren skulle kommentere
udsagnet fra den tidligere bestyrelsesformand for
Programbestyrelsen om, at den stigende ghettoisering skyldes
manglende statslige midler. Ligeledes vil ministeren skulle
redegøre for, hvordan hun vil sikre, at den dårlige udvikling
ikke fortsætter.
Samrådsspørgsmålene er stillet af
Nanna Westerby og Astrid Kragh (SF).