Aars-sagen bør få konsekvenser
Indenrigs- og socialministeren giver Statsforvaltningen i
Nordjylland et vink med en juridisk vognstang. Kommunen bør
"lovliggøre forholdene", hvilket blandt andet betyder lavere
husleje til beboerne.
Af Michael Thorberg
Det var en vanskelig juridisk balanceakt, som indenrigs- og
socialminister Karen Ellemann begav sig ud i, da hun skulle svare
på spørgsmål om den såkaldte "Aars-sag" i et samråd i Folketingets
Boligudvalg. På den ene side ville hun gerne sende et klart signal
om, at hun ikke accepterede ulovligheder i kommunernes forvaltning
af loven om almene boliger. På den anden side er hun også øverste
tilsynsmyndighed for kommunerne, så en eventuel klage over en
afgørelsen i Aars-sagen vil havne på hendes bord, hvorfor hun ville
risikere at blive inhabil senere, hvis hun på samrådet udtalte sig
alt for bastant om den konkrete sag.
Ministeren kunne dog oplyse, at hun har fået statens advokat -
Kammeradvokaten - til at vurdere sagen. Og konklusionen fra den
høje juridiske ekspertise lyder ifølge ministeren, at hvis en
kommune har solgt over markedspris til en boligorganisation, så er
det ulovligt, og så er kommunen forpligtet til at "lovliggøre"
forholdet:
"Det betyder som udgangspunkt, at støttesagen skal korrigeres,
således at anskaffelsessummen nedsættes. Som led i dette skal
kommunen betale merprisen for byggegrunden tilbage til
boligorganisationen. Boligorganisationen kan derefter nedbringe de
lån, som den måtte have optaget til at dække købesummen. For
lejerne betyder det, at lejen herefter beregnes på et andet og
rigtigere grundlag, og for den statslige ydelsesstøtte betyder det
tilsvarende, at den nu beregnes på baggrund af den korrekte
anskaffelsessum," forklarede Karen Ellemann på samrådet.
Ministerens juridiske vink
Som man kunne læse i seneste nummer af Boligen, nåede
Statsforvaltningen Nordjylland frem til, at i to af fire handler er
der blevet solgt til markant over markedspris i Aars, men alligevel
nåede Statsforvaltningen frem til, at man ikke ville foretage sig
yderligere "på grund af sagens omstændigheder". Det vil Karen
Ellemann nu give Statsforvaltningen lejlighed til at revurdere. Som
ministeren konkluderede på samrådet:
"Jeg vil gøre Statsforvaltningen Nordjylland bekendt med
Kammeradvokatens generelle responsum om retslige konsekvenser i
sager, hvor det kan konstateres, at kommuner har handlet ulovligt.
Statsforvaltningen får således lejlighed til - i forhold til den
konkrete sag - at tage stilling til følgerne af Statsforvaltningens
konstatering af, at der i den konkrete sag er handlet ulovligt.
Statsforvaltningen vil i den forbindelse få lejlighed til at
overveje spørgsmålet om eventuelle sanktioner."
Dette markante, juridiske vink med en vognstang vil - hvis
Statsforvaltningen Nordjylland vælger at opfatte budskabet -
betyde, at lejerne i Himmerlandsparken i Aars kan se frem til en
lavere husleje.
Læs artikler fra Boligen:
Vi
bevæger os i en gråzone
Stadig politisk røre om Aars-modellen
Matadorerne i Aars
Kommuner tjekkes for fifleri ved grundslag
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
5. februar 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |