Almene beboere frygter for jobbet
Næsten 50 procent af alle i arbejde med
husstandsindkomster på under 300.000 kroner fravælger a-kassen.
Af Regnar M. Nielsen
Over 25 procent af de almene beboere er bange for at miste deres
job. Det fremgår af en undersøgelse A&B Analyse har lavet
for Beboerbladet. Sammenlignet med folk i andre boligtyper er de
almene beboere da også den gruppe, der er mest bekymret ved
udsigten til at beholde deres job. Til sammenligning er det kun 10
procent af alle, der bor i privat villa, som frygter for deres
job.
Meget udsatte
De almene beboere synes i det hele taget at være udsat på
arbejdsmarkedet. Ifølge undersøgelsen er kun lidt over 45 procent
af de almene beboere i arbejde. Det ligger et godt stykke under
procentsatserne for beboerne i øvrige boligtyper. De almene beboere
er ifølge undersøgelsen betydeligt dårligere lønnede end andre.
Ifølge undersøgelsen bor 26 procent af alle danskere med en
husstandsindkomst på under 300.000 kroner i en almene bolig.
Omvendt er det kun 4,1 procent af alle med husstandsindtægter på
over 700.000 kroner, der bor i en almen bolig. Det gør formentlig
de almene beboere endnu mere udsat, idet undersøgelsen for
Beboerbladet også viser, at næsten halvdelen af alle med
husstandsindtægter under 300.000 kroner har fravalgt
medlemskabet af en a-kasse... Det er simpelt hen for dyrt.
Kan stå helt uden indtægt
Mister man sit arbejde uden at være medlem af en a-kasse
kan man i bedste fald komme på kontanthjælp, som for en enlig med
1t eller flere børn er godt 10.000 kroner før skat om måneden mod
a-kasseforsikringen, der giver over 15.000 kroner. Ejer man formue
for over 20.000 kroner, kan man slet ikke få kontanthjælp, og man
står derved uden indtægt. "Det er dybt bekymrende, at så mange
mennesker reelt står uden socialt sikkerhedsnet. Det er svært ikke
at drage en sammenhæng mellem disse skræmmende tal og det forhold,
at antallet af udsættelser af lejere, der ikke kan betale husleje,
stiger og stiger. Og det er direkte skræmmende, når vi tænker på,
vi ikke engang har nået bunden i den aktuelle krise," siger Palle
Adamsen, der er formand for Boligselskabernes Landsforening.
Tallene for udsættelser af lejere, der ikke har betalt husleje i
2009, er endnu ikke offentliggjort fra Domstolsstyrelsen. Men
tallet forventes i for første gang at overstige 4.000.
Download A&B Analysen
Boligen nr. 3 2010
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
23. februar 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |