AlmenNet.dk på vej i 4. gear
Boligen har taget temperaturen på AlmenNet.dk. Den er kommet godt fra start, men der er stadig plads til forbedringer.
Af Joan Grønning
Efter en pionérperiode med masser af begejstring og aktivitet omkring det at hverve medlemmer og sætte projekter i gang, er AlmentNet.dk nu gået ind i driftsfasen. I den forbindelse har BOLIGEN spurgt både organisationen og netværkets medlemmer om deres erfaringer og umiddelbare mening om AlmenNet.dk anno 2010.
Bedre kommunikation
”Vi synes selv, at AlmentNet.dk er kommet godt fra start, men vi skal blive bedre til at kommunikere til og med vores medlemmer,” siger sekretariatsleder Olav Kirchhoff. Han peger fx på, at abstrakte og elitære overskrifter som ”Helhedsplanlægning og myndighedssamarbejde” kunne blive erstattet af det mere jordnære og gennemskuelige ”Sådan får du dine projekter hurtigt igennem hos kommunen,” og dermed i højere grad vække interesse. ”Måske skal vi også omdøbe ’bruger-artikler’ til fx ’Mine erfaringer’, fordi ’artikler’ måske får folk til at tro, at de skal have været ansat på Berlingske for at kunne skrive noget her,” uddyber Olav Kirchhoff. ”Vi vil nu opprioritere formidlingen, og fx skal vi til at ’vende vores tanker’, så de ikke kun fokuserer på det faglige, men at vi samtidig tænker på, hvordan vi bedst kommer ud med vores budskaber. Konkret er vi gået i gang med at gennemskrive en masse tekster, så de fremover bliver mere tilgængelige. Alle vores medlemmer er jo travle mennesker, der har brug for et hurtigt overblik.”
AlmentNet.dk op i gear
Billedligt talt mener Olav Kirchhoff, at AlmenNet.dk i øjeblikket kører i 3. gear, men at sitet i løbet af 2010 kommer op i 4. gear og ”på vej på tilkørslen til motorvejen”. ”Vi skal konkret blive bedre til at formidle vores udviklingsprojekter – ikke kun som PDF’er, som det er tilfældet nu, men også med interaktive værktøjer, så tekst, billeder, video og lyd går op i en højere enhed,” forklarer Olav Kirchhoff. ”Sidst på året håber vi fx at have et interaktivt inspirationskatalog på sitet, hvor spændende fremtidssikringsprojekter vil blive vist i tekst, billeder og interaktive links, og hvor søgefunktionen gør, at brugerne kan målrette søgningen efter deres ønsker og behov,” forklarer Kirchhoff og fortsætter: ”Vi vil også gerne gøre det endnu hurtigere og nemmere for vores medlemmer at dele deres viden på AlmenNet.dk. Fx med tekniske forbedringer så der fx kun skal 2-3 klik til at uploade fx fotos og videos, hvis et medlem ønsker at dele billeder eller viden fra et møde med andre.”
Opbakning fra medlemmer nødvendig
”Vi er kommet langt, men da både netværkssamarbejdet AlmenNet og sitet AlmenNet.dk bygger på videndeling blandt medlemmerne, kræver det også aktive medlemmer og gerne flere medlemmer. Jo flere medlemmer vi har, jo flere kræfter og økonomi får vi også til at opfylde både vores egne, men især medlemmers ønsker i fremtiden.” Lige nu er 46 boligorganisationer medlem i AlmenNet, og de repræsenterer 67 % af alle boliger. Blandt medlemmerne er ca. 1/3 meget aktive, mens størstedelen er ”kiggere”, der lærer, men ikke har tid til eller mulighed for at bidrage. De mest populære sider på AlmenNet.dk er ”Værktøjer”, ”projektudvikling” og ”medlemmer” – og de mindst interessante set fra medlemmers øjne er ”bibliotek”, ”bruger-artikler” og ”kurser”.
5. gear?
På spørgsmålet om, hvornår Almennet.dk når helt op i 5. gear, siger Olav Kirchhoff: ”Det gør vi, når vores hjemmeside giver lige præcis den information og de kommunikationsmuligheder, som medlemmerne og vores øvrige brugere efterspørger. Fx skal AlmenNet.dk være endnu mere journalistisk skarp, og de ”varer”, vi har på hylden, skal formidles via multimedieværktøjer og brugerdreven kommunikation.”
Medlemmerne mener…
Boligen har bedt medlemmerne i AlmenNet.dk om at svare på en række spørgsmål omkring deres brug og erfaringer med netværket.
Blandt de medlemsorganisationer, der nåede at svare inden deadline, var alle tilfredse med AlmenNet.dk.
Her er svarene i stikord:
Hvorfor medlem?
”For at få del i erfaringer og sammen udvikle løsninger på fælles udfordringer, ligesom det er vigtigt med videnopsamling og videndeling, kontakt til andre organisationer samt opbakning til selve ideen med AlmenNet.”
Hvad synes I?
De fleste medlemmer er ”tilfredse” eller ”meget tilfredse”, selvom en enkelt mener, at ”der er plads til forbedringer” og en anden ønsker ”at datoer for arrangementer gerne må meldes meget tidligt ud.”
Hvor ofte benytter I AlmenNet.dk?
Der er stor forskel på, hvor ofte medlemme rne benytter sig af AlmentNet.dk’s tilbud – lige fra ”hver uge” til ”hver 2. måned”.
Hvor aktive er I?
De fleste medlemmer, der svarede, er aktive gennem fx ”erfagruppe, bestyrelse, forretningsudvalg, udviklingsforum, netværksmøder samt enkelte projekter”. De ikke-aktive forklarede det med ”manglende ressourcer”.
Hvad skal der til, for at I bruger AlmentNet.dk mere end hidtil?
”Mere tid/flere ressourcer” er det, alle medlemmer ønsker sig mere af. En enkelt ønsker også ”mere fagligt indhold”.
Giv AlmenNet.dk karakter:
Medlemmerne giver karaktererne 8, 9 og 10, og den gennemsnitlige karakter ender på 9,66.
Boligen nr. 6 - 2010
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
25. maj 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |