Andelen af ældre vil stige i mere end 30 år
Andelen af den danske befolkning, der er fyldt 65 år, forventes at stige fra 16 pct. i dag til 25 pct. i 2042, hvorefter andelen falder svagt. Det viser en ny befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik.
I 2050 er vi 6 mio. indbyggere. Den danske befolkning vil stige fra 5.535.000 i dag til 6.047.000 i 2050 svarende til en stigning på 9 pct. Den samlede vækst i befolkningen skyldes hovedsageligt, at der bliver 60 pct. flere ældre, som er fyldt 65 år. Til gengæld forventes der en reduktion i den store gruppe af 40-64-årige på 6 pct., mens der kun er en beskeden stigning i de øvrige aldersgrupper.
Helt frem til 2042 vil der hvert år blive flere ældre, men den største tilvækst vil ske i første halvdel af perioden. Alene i de ti år frem mod 2020 vil der være 234.000 flere personer, der er fyldt 65 år.
Flere ældre i udkantsområderne, færre i byerne
Der er store forskelle mellem kommunerne, når det gælder andelen af ældre. I 2020 forventes andelen at være lavest i Københavns og Århus Kommuner med 11 pct. og 15 pct. og højest i Læsø og Ærø Kommuner med 40 pct. og 35 pct.
Den generelle tendens er, at ø-kommunerne samt de fleste kommuner i Nordjylland, Sydjylland og Sydsjælland i 2020 forventes at have andele af ældre, som ligger bety-deligt over landsgennemsnittet på 20 pct.
Derimod forventes kommunerne i og omkring de store byer at have lavere andele af ældre. Det skyldes ikke mindst, at mange større uddannelsesinstitutioner ligger i de større byer.
Download:
Befolkningsfremskrivninger 2010-2050
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
18. maj 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |