Askerød inde i en positiv stime
På blot to år er udgifterne til
baldrede ruder i Askerød faldet gevaldigt. Årsagen
skal blandt andet findes i en netcafe for unge. Begejstringen hos
beboerne har været så stor, at de har valgt at støtte op om
projektet med 450.000 kroner af deres egne huslejepenge.
Af Samina Usman Foto: Duc Minh Phung
Har I skiftet leverandør? Byens glarmester undrede sig, da han
igennem en periode ikke modtog ordre på udskiftning af smadrede
ruder i Askerød i Greve. Men det kunne driftsleder Morten
Bergstrøm, afdeling 11 i Askerød hos Vridsløselille
Andelsboligforening (VA), blankt afvise. Behovet for nye ruder har
nemlig været støt faldende i Askerød siden 2008. Således brugte
afdelingen 400.000 kroner på knuste ruder i 2008. Mens det
foreløbige tal for 2010 ligger et sted mellem 50.000-100.000
kroner. Altså et fald på cirka tre fjerdedele på bare to år. Men
hvad har vendt udviklingen i et område, der har været stærkt plaget
af bandekrige, skyderier og påsatte brande? Svaret er ikke så
enkelt. Men et tilholdssted for unge med hjemlig hygge og den helt
rette person, der har fået de unge i dialog, er åbenbart en del af
opskriften på, at det kan lykkes at holde en stor del af de unge
rødder
væk fra ballade og hærværk. Driftsleder Morten Bergstrøm glæder sig
over, at udviklingen endelig er begyndt at gå i den rigtige
retning. Han melder om en åbenlys nedgang på alle områder inden for
hærværk, hvilket også tæller påsatte brande. Han mener, at en stor
del af æren tilfalder Greve Nord Projektet, der er et boligsocialt
tiltag. Her har de ansatte sørget for at oprette en netcafé med
seks computere for unge i området. Selve computerne er ikke
tiltrækningsplastret. Men netcafeen er et sted, hvor de unge kan
være sig selv, spille kort sammen, blive mødt med respekt og
anerkendelse og få generel rådgivning om forskellige
problemstillinger i deres liv. "Det er lykkedes at mindske
kriminaliteten og øge trygheden. Askerød har længe manglet et sted,
hvor de unge har kunnet holde til. De unge har i den grad rendt
rundt og kedet sig. Janne Jønck, der er børne- og ungemedarbejder
og dagligt holder til i netcafeen, har spillet en afgørende rolle
i, at stedet er blevet en succes. Hun har formået at vinde de
unges tillid og har været med til at ændre deres holdning,"
fortæller Morten Bergstrøm.
"Du holder max tre måneder"
Tillid er åbenbart et af de væsentligste nøgleord, når man har med
unge rødder fra Askerød at gøre. Tidligere havde et andet
boligsocialt projekt i Askerød forsøgt at skabe ro i området ved at
ansætte en eks-politimand i området. Meningen var, at han skulle gå
i dialog med de unge. Idéen syntes at være god. Men ifølge Morten
Bergstrøm glemte man, at de unge netop ikke har tillid til
ordensmagten, og at det derfor var dømt til fiasko fra starten. Det
endte da også med, at eks-politimanden sagde op. Til at starte med
var det heller ikke en nem opgave for Janne Jønck at komme ind på
livet af de unge rødder. Da netcafeen åbnede første gang, kom
drengene for at se hende an. Og de havde små "hilsner" med til
hende. "Fuck dig din luder". "Du ser rigtig flink ud dame. Du
holder max tre måneder." De tre måneder er nu blevet til et år og
ti måneder. "Jeg er gammel i gårde, så det rørte mig ikke, når de
talte grimt til mig. Man skal huske på, at de unge har mødt mange
utroværdige voksne, som har lovet dem guld og grønne skove
uden resultater. Jeg stoler på de unge og rummer dem, selv om
de laver ting, som de ikke må. Og så laver jeg altid et eller
andet bagværk, som får de unge til at komme," griner hun.
Oprindeligt var målgruppen for netcafeen tiltænkt drenge mellem
10-14 år. Men behovet var så stort, at man udvidede aldersgruppen
fra 10-25 år. Der er dog enkelte afvigere. En dreng på kun syv år
og en lidt ældre herre, der er svær at sætte alder på, men som nok
er et sted i 30'erne, er også aktive brugere af netcafeen. På de to
ugentlige åbningsdage er det ikke unormalt, at der dukker mellem
50-60 unge op. Formand i afdelingsbestyrelsen, Jørgen
Fahlgren, har også bemærket den positive udvikling i området, efter
netcafeens åbning. "Her har virkelig været et kæmpe behov for
netcafeen. De unge gider ikke komme i en normal klub, hvor de skal
indordne sig under for mange regler. Desuden føler de sig heller
ikke velkomne," fortæller han. På baggrund af de gode resultater
anbefalede afdelingsbestyrelsen beboerdemokraterne at bevilge nogle
af huslejekronerne til netcafeen. Beboerdemokraterne stemte for og
valgte at støtte projektet med 450.000 kroner, som skal bruges på
at skaffe endnu bedre faciliteter til de unge. Fra årsskiftet vil
netcafeen have åbent i tre dage og to aftener om ugen. Greve
Kommune har desuden bevilget 400.000 kroner til netcafeen over de
næste to år.

Boligen nr. 12 - 2010
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
19. november 2010 |
| Senest opdateret: |
24. november 2010 |