Behandlere: Fokus på familien hjælper udsatte småbørn
Forholdet mellem det lille barn og forældrene er en af nøglerne
til at give udsatte børn mellem 0 og 4 år en bedre start på
tilværelsen. Det påpeger en række behandlere i en ny SFI-rapport,
og deres vurdering understøttes af forskningen, siger
SFI-forsker.
"Øjenkontakt. Rolig. Hvad vil den lille, når hun græder sådan?
Hvad kan du gøre for at hjælpe hende?" Arbejdet med at få
forældrene til at forstå deres barn, med at give dem selvtillid som
far og mor og med at lære dem at løse konflikter hensigtsmæssigt er
helt centralt, når kommunen skal hjælpe udsatte småbørn til en god
start på livet.
Det vurderer en række behandlere i SFI-rapporten Forebyggende
foranstaltninger 0-4-år, der bl.a. gennemgår fem konkrete
indsatser, som skal forhindre, at det lille barn bliver fjernet fra
forældrene. Rapporten opstiller en række punkter, man bør være
opmærksom på i det forebyggende arbejde med udsatte småbørn. Udover
forholdet mellem børn og forældre er det bl.a. at sikre en tidlig
indsats og sørge for at have en ligeværdig dialog med
forældrene.
Forskningen understøtter praksis
Rapporten er en del af det såkaldte Dialoggruppe-projekt,
hvor forskere og praktikere indsamler viden om indsatser til
udsatte børn og unge. SFI's forskere har også gennemgået den
eksisterende forskning om forebyggende indsatser til småbørn, og
det viser sig, at forskningsresultaterne faktisk understøtter den
praktiske indsats, der bliver gjort ude i de fem kommuner.
"Vi kan endnu ikke måle effekten af indsatserne, men der ser ud til
at være rimelig god sammenhæng mellem behandlernes vurdering og
forskningen. Altså at det handler om at lægge stor vægt på
forældre-barn-relationen og sørge for at fange problemerne inden
for det første år efter barnet er født," vurderer SFI-forsker Mette
Lausten.
Først når projektet nærmer sig sin afslutning i 2013 vil
forskerne have mulighed for at vurdere, om indsatserne faktisk har
haft effekt på børnene.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
14. oktober 2010 |
| Senest opdateret: |
14. oktober 2010 |