Billig, billigere, Århus...
Fra nytår koster det bare 100 kr. om
året at være skrevet op til stort set samtlige almene
familieboliger i den jyske hovedstad.
Af Jørn Nyvang
Århus slår bundrekorden i billig opnotering af almene boliger. Fra
nytårstid kan man nøjes med at betale 100 kr. om året for at stå på
venteliste til 99 procent af familieboligerne i den jyske
hovedstad. Det bliver resultatet af en aftale mellem 15 århusianske
boligorganisationer. Aftalen indebærer en fusion af de tre
fælles opnoteringer Århusbo, Århusbolig og Sydsam. Samarbejdet
kommer derudover til at omfatte Beder-Malling Boligforening, der
hidtil har stået uden for fælles opnotering. Arbejdstitlen er
Fællesbolig, men det bliver ikke den, som skal bruges, fastslår
formanden for 5. kreds (Århus Kommune) i Boligselskabernes
Landsforening, John Jensen. Parterne går efter et navn, hvori Århus
indgår. Det nye samarbejde opretter en fælles hjemmeside, hvor de
boligsøgende ligesom ved de hidtidige fælles opnoteringer kan logge
sig på og løbende justere deres ønsker. Gebyret matcher det beløb,
de boligsøgende hidtil har betalt hver af de tre steder.
Senere endnu billigere
"Systemet er skruet sådan sammen, at vi ikke skal tjene på
det her. Vi skal have de omkostninger dækket, som er forbundet med
at give den her mulighed. Og erfaringerne med de forskellige
opnoteringssystemer er, at de ikke er omkostningstunge," forklarer
John Jensen. De 100 kr. gælder boligsøgende, der vælger at få
tilbud pr. mail. John Jensen forudser, at det i løbet af et par år
kan gøres endnu billigere. De eneste stedlige organisationer med
familieboliger, som står uden for samarbejdet, er Lejerbo Århus
(som indgår i en landsdækkende opnotering) og Murersvendenes
Stiftelse og Enkekasse II (som har en speciel status inden for den
almene sektor). Hvis man medregner deres gebyrer, kan man næste år
nøjes med at betale 305 kr. for at stå på venteliste til samtlige
42.509 familieboliger, som tilhører organisationer med hjemsted i
Århus Kommune. Det er syv gange billigere end, hvad det koster at
være skrevet op til væsentligt færre boliger i landets næststørste
provinsby, Odense. Den samlede pris er 2.095 kr. om året for at stå
på venteliste til samtlige 24.240 familieboliger, som tilhører
organisationer med hjemsted i Odense Kommune.
Ukendt i Odense
Den fynske hovedstad kender kun til fælles opnotering i
forbindelse med ungdomsboliger. "Jeg har i nogle sammenhænge sagt,
at det kunne være rart, hvis man her i Odense havde en tilsvarende
konstruktion," siger direktør Lars Andersen, Odense
AndelsBoligforening. "Det har aldrig været realitetsbehandlet i
Odense. Hvis jeg skal se det i relation til kunderne, ville jeg
have meget sympati for, at man havde muligheden. Men det kræver, at
man i boligorganisationerne finder en fællesløsning." Direktør
Helle Jakobsen, Arbejdernes Boligforening i Odense, har ikke
umiddelbart noget bud på årsagen til, at fynboerne ikke ligesom
århusianerne indfører fælles opnotering: "Det er smart nok. Men det
kan være et spørgsmål, om de forskelligheder, der er i
organisationerne, kan ensrettes." Næsten alle odenseanske
boligorganisationer tager 125 kr. i årligt gebyr for at stå på
venteliste.

Find de nuværende fælles opnoteringer i Århus:
www.aarhusbo.dk
www.aarhusbolig.dk
www.sydsam.dk
Find almene boligorganisationer i Odense:
www.boligodense.dk
Boligen nr. 4
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
22. marts 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |