BL: Der skal ikke føres valgkamp i boligområderne
Boligselskabernes Landsforening (BL) opfordrer til, at partierne
på Christiansborg nu trækker i arbejdstøjet for at løse problemerne
i de udsatte boligområder. I BL er man glad for dele af regeringens
plan for de udsatte boligområder, men man er også bekymret for, om
der lægges op til en forskelsbehandling af borgere alene på
grundlag af deres adresse, ligesom BL er imod at indføre ordninger,
der vil gøre de fattigste endnu mere ressourcesvage.
"Nu har regeringen og Folketingets øvrige partier haft
lejlighed til at markere sig politisk. Nu er tiden kommet til, at
politikerne på Christiansborg trækker i arbejdstøjet og sætter sig
sammen for at finde praktiske løsninger på konkrete problemer. Der
skal hverken føres værdikamp eller valgkampagne på skuldrene af
beboerne i de udsatte boligområder."
Sådan lyder advarslen fra administrerende direktør Bent Madsen,
efter at regeringen i dag præsenterede sin ghetto-plan. Bent Madsen
fortsætter:
"Det positive i regeringens plan "Ghettoen tilbage til
samfundet" er, at den adresserer de centrale problemer: De fysiske
forbedringer af boligområderne, skole- og uddannelsesproblemerne
samt sikringen af retssikkerheden i de udsatte områder. Når der
skal sættes ind på mange fronter, er det også essentielt, at
samarbejdet mellem boligorganisationer, kommuner samt politi og
andre myndigheder fungerer optimalt. På den ene side er der lagt op
til, at dette samarbejde skal intensiveres, men det er ærgerligt,
at regeringen samtidig foreslår, at kommuner skal kunne tvinge
udlejningsregler igennem over for en boligorganisation. Det er ikke
fremmende for samarbejdet."
Bent Madsen er meget opmærksom på, hvordan visse dele af den ny
politik i de udsatte boligområder formuleres: "Vi skal undgå,
at man indfører en lovgivning, som på den ene eller anden måde
rummer en negativ forskelsbehandling af de mennesker, som har
adresse i bestemte boligområder. Der skal gælde ens regler for alle
borgere, hvad enten de bor i Gentofte eller Gellerup."
Endelig udtrykker Bent Madsen også bekymring over de dele af
regeringsudspillet, hvor der er lagt op til økonomiske sanktioner
over for de svageste familier:
"Der er flere steder i regeringens forslag, hvor man vil
ændre familiers adfærd ved at straffe dem økonomisk. Vi vil meget
advare imod, at man vil gøre de fattigste fattigere. I de økonomisk
mest pressede familier går den slags ud over børnene, og så opnår
man præcis den modsatte effekt af, hvad hensigten er. Er der ikke
råd til at sende knægten til fodbold, hvor går han så hen i
stedet?"
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
26. oktober 2010 |
| Senest opdateret: |
29. oktober 2010 |