Boligselskabet BS61 satser på elbiler og bæredygtighed
Som de første i landet indgår boligselskabetBS61 i Greve nu en elbilaftale med Better Place. Samtidig indgår boligselskabet et klimapartnerskab med DONG Energy.
Greve, den 31. august 2010 - Nu kan beboerne i Gersagerparken BS 61 i Greve se frem til en mere bæredygtig hverdag, lavere energiforbrug og forhåbentlig masser af elbiler på parkeringspladsen.
Boligselskabet BS61, som administrerer Gersagerparken, indgår nemlig nu som det første boligselskab i Danmark en aftale med Better Place, der vil gøre det nemt og praktisk for beboerne at skifte til elbiler. Boligselskabet indgår samtidig et klimapartnerskab med DONG Energy, som skal sænke energiforbruget og forbedre CO2-regnskabet.
”At tage ansvar over for hinanden og for miljøet er en af vore centrale værdier her i Gersagerparken. Derfor er vi glade for aftalerne med Better Place og DONG Energy. Sammen med Better Place vil vi fremme bæredygtig transport i elbiler og gøre opladning let og praktisk i hverdagen, og med DONG Energy vil vi arbejde for at sænke elforbruget og dermed spare penge i miljøets tjeneste,” udtaler Preben Husted, formand i Gersagerparken BS61.
Glæden over aftalen deles af Better Place, der i øjeblikket arbejder planmæssigt frem mod den kommercielle lancering af selskabets services i anden halvdel af 2011.
”Det glæder mig, at elbiler allerede nu er på dagsordenen i boligforeningerne. Til næste år kommer de første moderne elbiler, og jo bedre forberedt man er, desto hurtigere kan man høste de mange fordele ved dem. Samarbejdet med BS61 sikrer, at de beboere, der køber elbil og samtidig tegner abonnement hos Better Place, hurtigt får opstillet ladestandere ved dedikerede parkeringspladser, og at overgangen til elbil på alle måder bliver nem og bekvem,” siger Torben Andersen, Salgsdirektør, Better Place Denmark.
Med klimapartnerskabet med DONG Energy indskriver BS61 sig i en kreds af fremsynede selskaber og kommuner, der arbejder sammen med DONG Energy om at knække energiforbruget og fremme investeringer i vedvarende energi.
”Jeg er glad for at byde boligselskabet BS61 velkommen i kredsen af klimapartnere. I vores klimapartnerskaber arbejder vi tæt sammen med en række store virksomheder og kommuner, og vores erfaringer herfra vil komme BS61 til gode i arbejdet med at reducere energiforbruget, få en mere grøn profil og formindske CO2-udledningen” siger markedsdirektør Allan Schefte, DONG Energy.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
27. august 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |