• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Det almene bidrag til den globale klima-dagsorden

Mellem tyske nonner, atomkraftmodstandere og feminister var den almene boligsektor på plads med cremen af det mest miljørigtige byggeri i forbindelse med klimatopmødet i København.

Af Regnar M. Nielsen Foto Stefan Kai Nielsen

DGI-byen summer. Idrætspaladset er transformeret til messecenter under klimatopmødet. Det er her, NGO'erne har deres base og topmøde. NGO står for non-governmental organization eller på dansk: Organisationer der er uafhængige i forhold til statslige myndigheder. Det er eksempelvis velgørenheds-, menneskerettigheds-, miljø- og boligorganisationer. Det er en yderst blandet skare, der udstiller. Blandt de mange hundrede organisationer er den internationale organisation "kvinder og klimaforandringer". Den tyske kristne hjælpeorganisation "Brot für die Welt", "Atomkraft nej tak", tyske diakonisse- nonner og Boligselskabernes Landsforening. Det er eftermiddag på den syvende dag under klimatopmødet. Det er bidende koldt ude, så der er mange tusinde af de endnu flere tusinder, der besøger København i anledning af klimatopmødet, som har søgt varmen i DGI-byen. Der er alle slags mennesker fra alle nationaliteter i alle aldre. Midaldrende og ældre professorer, lærere, embedsmænd og politikere kigger, studerer og diskuterer side om side med idealistiske unge. Tonen er god og stemningen nogenlunde munter, om end der også hviler en tung dyne af alvor over forsamlingen … Det er helt tydeligt, at her er alle overbevist om rigtigheden af de dystre prognoser fra FN's klimapanel. Temperaturen og havene stiger. Eksistensgrundlaget for mange hundrede millioner mennesker er truet. Få meter fra BL-standen er der stor interesse for et niveaukort, der visualiserer, hvordan den stigende vandstand frem til år 2100 vil umuliggøre livet for 18.000.000 mennesker i Bangladesh. Endnu flere lytter til en tysker fra "Brot für die Welt", der fortæller om, hvordan svigtende regn allerede har lagt store dele af den tredje verden gold med omfattende hungersnød som konsekvens.

BL's bidrag
På BL-standen er der ikke opløb men et pænt og jævnligt besøg af mere eller mindre interesserede. Tilbuddet er en flot planche-udstilling over cremen af den almene sektors kamp for at begrænse C0 Fra Vridsløselille Andelsboligforening er bidraget en af Hyldespjældets 390 lejligheder, der som forsøg er renoveret til C0 fra Boligselskabet Fruehøjgaard er det H2-college, som er Danmarks første C0 ungdomsboliger. Boligforeningen Ringgaarden er repræsenteret ved Lærkehaven, Avedøre Boligselskab og KAB ved Store Hus og AAB ved Vejleåparken. Navnlig de to sidste er denne tirsdag interessant. Standens bedste tilbud er gratis busudflugter til seværdighederne. Denne eftermiddag går turen til Store Hus med alle de nye solceller og Vejleåparken, der er blevet energirenoveret. Et kig i tilmeldingsbogen viser, at 22 er tilmeldt. To er fra Danmark. Resten, bortset fra en canadier, fra det øvrige Europa.

Idealister
Bagerst i bussen mod Store Hus sidder tre belgiere. De studerer alle miljøvidenskab og international management på universitetet i Bruxelles. "Alt, hvad der sker i København i de her dage, er vores fremtid. Vi er her, fordi det er studierelevant, og fordi det er vores fremtidige liv," siger 24-årige Pieter Baets. "Jah! I dag håber vi at lære noget. I morgen vil vi demonstrere. Vores verden er i "Deep Shit". Det er de ansvarlige, der i øjeblikket er samlet i København. De skal tvinges til at finde en løsning - eller i det mindste skelettet til en snarlig løsning. Og det skal være vidtgående," supplerer 30-årige Peter Stoffels. På vej til Avedøre Stationsby passerer bussen Avedøreværket. Og bussens mange gæsters dobbelt så mange øjne rettes som magneter vredt mod monsteret, der med enorme skyer fra de store skorstene denne frostklare dag ikke gør noget for at skjule, at det er her, den C02 skabende produktion af energi til millionbyen foregår.

Kritiske øjne
Da gæsterne 10 minutter senere står af bussen på den forblæste og iskolde parkeringsplads neden for Store Hus, ligner de dog alle nogen, der sætter pris nok på Avedøreværkets varme, til at de ønsker sig ind i den store opvarmede ejendom. Guiden fortæller kort og præcist om solfangerne på taget, der i sommerperioden kan dække de 430 boligers behov for varmt vand. Og om gavlens solceller, der kan dække 15 husstandes forbrug af el. Alt i alt en årlig reduktion i C02-udslippet på 100 tons. Teknikerne blandt gæsterne er tydeligvis ikke imponeret… "Hvis det skulle virke optimalt, burde solcellerne være mere vinklet mod solen," siger franske Arnaud Thome. Han er 26 år og har netop færdiggjort sin uddannelse som ingeniør med speciale i vedvarende energi." En enkelt spidser dog ører, da der fortælles om beboerdemokratiet. Og at det er beboerne selv, der har besluttet at kaste sig ud i projektet. "That's beautiful," udbryder polske Maya Peszko. Hun er 29 år og pianist i et symfoniorkester i Krakow. "Den indsats, der kan rede os alle, skal have alles opbakning. Vi skal alle ville det. Og det her er jo et tegn på, at det måske er sådan," uddyber hun.

Delte vande i Vejleåparken

En halv time senere læsses gæsterne af den behagelige bus fra Lyngby Turistfart på den næste mindst lige så kolde parkeringsplads. Her kigger de udenlandske teknikere nærmest vantro på guiden, da han fortæller om transformeringen til Vejleåparken. En renovering, der blandt andet indebar nye isolerende facader, vinduer og tage uden på de næsten 2.000 boliger med de 4.500 beboere. Tiltag der årligt reducerer C02 om året. Men som også har kostet halvanden milliard. "Det er virkelig interessant. Der er ingen tvivl om, at der skal gøres noget ved den eksisterende bygningsmasse, hvis man vil nå ambitiøse mål i forhold til at reducere C02 virkelig imponerende. Men der er ikke mange steder i verden - heller ikke i Europa - hvor der er ressourcer til at smide tæt på trekvart million kroner i renoveringen af så forholdsvist små boliger. Det vil lejerne jo slet ikke kunne betale," siger 64-årige Hans Mets, der til daglig er embedsmand i det hollandske ministerium for sociale forhold." Han får forklaret om Landsbyggefondens betydning og den danske model, der giver moderate huslejestigninger til selv overordentlige omfangsrige projekter. "Jeg har hørt om jeres system. Det er fremragende. Men ikke eksisterende eller realisabelt mange steder i verden. Men det er pragtfuldt at opleve det her," fortsætter han. En del af de yngre er slet og ret forargede. "For halvanden milliard kan der gøres investeringer i vedvarende energi, der reducerer C02 10-dobbelte," siger den franske ingeniør med speciale i vedvarende energi, Arnuad Thome. "Her kunne man bare bygge vindmøller," siger han og skutter sig i den iskolde blæst. De unge belgiske studerende er nærmest forargede. "Vi får ikke løst de globale klimaproblemer uden en ny verdensorden. Lokomotivet kan ikke fortsat være vækst og forbrug. Der må ske en omfordeling. Det her vidner om ekstrem vækst og overforbrug," siger Peter Baets. En italiensk kvinde protesterer. "Sludder..! Det her er fantastisk. Verden skriger på initiativer, og her er et af de bedre. Et realistisk projekt, fordi det beviser, at der kan gøres en kæmpe indsats, uden at vi alle skal minimere vores levestandard. Det får vi alligevel ikke nogen til," sagde hun. Turen tilbage mod København gik ad motorvejen over Amager… Få hundrede meter fra topmødets Bella Center eller som urolighederne og uenighederne tog til måske rettere epicenter... Her endte bussen ikke. Det gjorde den til gengæld i hjertet af København ved 3B's Prangerhus på Halmtorvet, hvor der med almen gæstfrihed blev budt på flere plancher, en kop varm kaffe eller te, frugt, kage og svar på de sidste spørgsmål.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 23. december 2009
Senest opdateret: 27. oktober 2010