Det skal være muligt at avise indvandrere
Ifølge Jyllands-Posten vil Dansk Folkeparti bekæmpe
ghettoisering ved at sætte loft over hvor mange indvandrere, der må
bo i områderne.
Af Regnar M. Nielsen
Forslaget er en reaktion på, at andelen
af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i de 37 udsatte
boligområder er steget med 2,8 procent, siden regeringen i 2004
iværksatte den såkaldte ghettostrategi. I perioden 2004-2009 er
indvandrerandelen steget i 22 områder, i 10 er den faldet, og fem
har status quo.
Ifølge DF-forslaget skal det blive
muligt for en boligforening eller kommunen at afvise tosprogede,
ligesom man i dag kan afvise folk på kontanthjælp. Forslaget møder
modstand fra flere partier.
Det Radikale Venstres
integrationsordfører, Marianne Jelved kalder forslaget tydeligt
diskriminerende og spørger, hvor indvandrerne så skal bo, da
kommunerne jo ikke anviser boliger til indvandrere i de attraktive
områder. Socialdemokratiets ordfører, Henrik Dam Kristensen, finder
forslaget besnærende men mener dog, at den eneste løsning er den
lidt lange vej, hvor man gør det mere attraktivt for danskerne at
komme ind i områderne.
Indenrigs- og socialminister Karen
Ellemann (V) er også skeptisk. "Det er ikke i sig selv et problem
at have udenlandsk baggrund. Problemet opstår, når der er social
slagside," siger hun.
Boligen nr. 3 2010
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
23. februar 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |