Det store beboerdemokrati kontra det lille
Biba Schwoon og afdelingsbestyrelsen kan godt leve med, at tillidserklæringen er blevet garneret med kritik.
Foto: Harry Nielsen
Når boligorganisationens bestyrelse og
afdelingsmødet mener ét, og en urafstemning siger noget andet, hvem
skal så bestemme? Dette spørgsmål har skabt strid mellem
Vridsløselille Andelsboligforening og en af dens afdelinger.
Af Jørn Nyvang
Når Biba Schwoon går ud i sneen og
møder sine naboer, får hun en varm oplevelse tilsat lidt kølighed.
Hun er formand for en elsket afdelingsbestyrelse. Det fik hun
bekræftet ved et ekstraordinært afdelingsmøde for nylig. Men hun er
også medlem af organisationsbestyrelsen og har her været med til at
overtrumfe resultatet af en urafstemning i afdelingen. Det var knap
så populært på afdelingsmødet. Forløbet har været en øjenåbner for,
hvad der kan være beboernes opfattelse af det demokrati, de lægger
navn til. I det konkrete tilfælde gælder det, hvem der skal
bestemme hvad i en afdeling (Galgebakken) og dens organisation
(Vridsløselille Andelsboligforening, VA).
Med/uden inflation
Baggrunden for sagen er, at huslejen i Galgebakken inden
for de senere år er kommet op i den dyre ende, og at der skal
lægges penge til side til en helhedsplan. Den skal hjælpe til at
bevare afdelingens ressourcestærke beboersammensætning og sikre en
meget nødvendig kærlig hånd til dens 644 boliger, der nærmer sig de
40 år. Ved beboermøder i 2007 og -8 blev der vedtaget et
princip om, at huslejen skulle følge inflationen. Men det var ikke
nok, mente afdelingsbestyrelsen (kaldet GAB), da budgettet for 2010
skulle lægges. Afdelingsbestyrelsen lagde op til en huslejestigning
på 1,9 pct., mens afdelingens økonomiudvalg ville nøjes med 1,1
pct. Den høje stigning indebar henlæggelser på 10,4 mio. kr. og den
lave 10,0 mio. kr. En forskel på 400.000 kr. Ved et beboermøde
vedtog et snævert flertal den høje stigning. Til gengæld fik
mindretallet gennemført en urafstemning, og her var der klart
flertal for den lave stigning. Balladen opstod, da
organisationsbestyrelsen udnyttede sin vedtægtsmæssige ret: "Den
overordnede ledelse af VA og dens afdelinger". Tvisten skulle
afgøres af tilsynet i VA's hjemstedskommune, Albertslund.
Underminering
Inden kommunen traf afgørelse, blev der indkaldt til
ekstraordinært afdelingsmøde. En oppositionsgruppe forelagde en
udtalelse, som havde overskriften en hån mod beboerdemokratiet" og
blandt andet indeholdt disse ord: "Beboermødet udtrykker samtidig
sin utilfredshed med, at afdelingsformanden på Galgebakken
tilsluttede sig VA's beslutning og dermed var med til at
underminere det lokale beboerdemokrati." "VA's optræden er
Søren Vinzent fra oppositionsgruppen sagde om Biba Schwoons rolle:
"Man kan ikke skifte position, som man skifter hat. Som formand for
Galgebakken skal hun repræsentere flertallet fra urafstemningen."
En anden fra gruppen, Erik Holstein, supplerede: "Beboerdemokratiet
på Galgebakken er desværre temmelig skrantende, og der kommer
normalt tre-fem pct. på beboermøderne. Derfor var en urafstemning
netop en glimrende måde til igen at få sat gang i
beboerdemokratiet." 42 procent af husstandene havde deltaget i
urafstemningen.
Kritiske ja-stemmer
Skillelinjerne viste sig ikke at følge de krydser, som var
sat under urafstemningen. "Bestyrelsen burde have respekteret
urafstemningsresultatet uanset formalia," sagde Ebbe Rand Jørgensen
på vegne af en gruppe på fire, som alle havde stemt for den høje
huslejestigning. Kvartetten frygtede, at mødets udfald kunne blive
et farvel til den siddende afdelingsbestyrelse, hvor er flertal var
på linje med organisationsbestyrelsen. Gruppen fremlagde en
udtalelse med blandt andet dette indhold: "Vi har stor tillid
til GAB og opfordrer derfor denne til at blive siddende. Samtidig
beklager vi, at VA's bestyrelse har skønnet det nødvendigt at
underkende urafstemningsresultatet om huslejestigninger."
Ikke kun afdelingens sag
VA's formand, Vinie Hansen, mindede om, at beboerne
tidligere har kritiseret boligernes vedligeholdelsestilstand. "Det
at beslutte et budget er ikke kun noget, der skal ske i en afdeling
på et beboermøde og ved en urafstemning. Det er også noget, som
bestyrelsen har et ansvar for at forholde sig til. Jeg synes ikke,
at det er en ansvarlig bestyrelse, der får pålagt at gøre, som der
bliver vedtaget på et beboermøde," udtalte Vinie Hansen. Hun
fastslog, at den lave huslejestigning indebar en ringere renovering
eller et huslejehop på et tidspunkt.
Uheldige besparelser
Så blev det Biba Schwoons tur til at forklare sin rolle.
"Hvis man nu igen ligesom i 70'erne og 80'erne begynder at skære
ned på henlæggelserne, er man ude på et skråplan, som i hvert fald
ikke fører til en helhedsplan," sagde hun. Var det noget, hun ikke
ønskede at blive beskyldt for, var det at være uansvarlig. Biba
Schwoon gjorde samtidig opmærksom på, at hun ikke er medlem af
VA-bestyrelsen i kraft af Galgebakken men valgt på foreningens
generalforsamling. Blandt de 10 beboere, der herefter havde ordet,
var de syv i forskellige variationer kritiske mod VA-bestyrelsens
overtrumfning af urafstemningen. Heriblandt Lene Rygaard Jensen,
som var gået ind for den høje huslejestigning, men som også fandt
urafstemningen problematisk: "Man skal ikke måle
beboerdeltagelse i kvantitet, men i kvalitet. Vi får de bedste
argumenter for at tage stilling ved et beboermøde, hvor vi kan få
alle synspunkter vendt."
Opbakning men.....
Herefter blev et overvældende flertal af 168 stemmesedler
brugt til at afvise den skrappeste udtalelse med kritik af, at VA
med afdelingsformandens hjælp havde hånet beboerdemokratiet. Et
knap så overvældende flertal vedtog udtalelsen, der bakkede op om
afdelingsbestyrelsen, men samtidig fandt "det uheldigt for
beboerdemokratiet, at VA ikke respekterer beboernes afgørelse" Var
den første udtalelse blevet vedtaget, ville afdelingsbestyrelsen
have trukket sig tilbage. Derfor kunne Biba Schwoon bagefter
forlade beboerhuset og fortsat sætte en afdelingsformands fodaftryk
i sneen.

Sådan siger oppositionsgruppen
Det har VA juridisk lov til at gøre, men det viser en
total mangel på
respekt for beboernes flertal. Erik Holstein i
redegørelse
Sådan siger kommunen
10 dage efter det ekstraordinære afdelingsmøde
konfirmerede Albertslund
Kommune VA-bestyrelsens holdning til huslejestigningen i
Galgebakken. "Kommunalbestyrelsen har ved behandlingen af budgetter
og
regnskaber for afdelingen i en årrække henstillet, at
henlæggelserne
skulle øges. Dette for, så vidt muligt, at undgå ekstern
lånoptagelse
til de renoveringsopgaver, som kommer. Ekstern lånoptagelse
vil
give endnu større huslejestigninger. Der er da også igennem de
senere
år sket en positiv udvikling med henlæggelserne, som der er
gjort en betydelig indsats for at øge. Henlæggelserne er dog
langt
fra tilstrækkelige endnu. Der kan derfor ikke godkendes en
besparelse
på henlæggelserne på 400.000 kr.," hedder det i kommunens
afgørelse.
Boligen nr. 3 2010
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
22. februar 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |