• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Det ubemærkede kup

Et markant flertal i den danske befolkning er og har i flere år vhar været imod, at der skal gives skattelettelser, og at der skal reduceres i værdien af dagpenge og andre sociale ydelser. Alligevel har vi fået en omfattende skattelettelse, og værdien af både dagpenge og navnlig kontanthjælpen er voldsomt reduceret. Dokumentationen for ovenstående findes i bogen "Eliternes triumf", og ifølge forfatteren Lars Olsen er baggrunden, at folkestyret langsomt men sikkert og i ubemærkethed er overtrumfet af en magtelite bestående af højtuddannede embedsmænd og erhvervsfolk og dem, han kalder kulturradikale. "Eliternes triumf" er en veldokumenteret og modigt skrevet bog om de intellektuelt overlegnes kup af magten i Danmark og om fagbevægelsens og andre folkeligt funderede organisationers magtesløshed. Men man savner lidt svaret på, hvor magten egentlig skal være, hvis ikke det er hos de begavede og ressourcestærke.

Politikere taber indflydelse
Politikerne er dokumenterbart ikke længere et spejl af befolkningen. De er betydeligt bedre uddannede og velhavende end befolkningen ellers. Og har i mange sammenhænge meget langt ned på gulvet til os andre. Lars Olsen påpeger i den forbindelse blandt andet, at kun to af tingets 179 medlemmer i 2007 boede i en almen bolig - et faktum Beboerbladet dengang kortlagde og som Lars Olsen i sin nye bog tillægger en væsentlig baggrund for politikere og for den sags skyld også andre indflydelsesriges manglende interesse for både de almene områder og de mennesker, der bor der. Politikernes baggrund og sammensætning er for øvrigt af mindre betydning. Ifølge Lars Olsen er deres indflydelse på samfundets udvikling nemlig voldsomt aftagende. På lokalt plan klager 40  procen af medlemmerne af byrådene over, at de magtmæssigt er overtrumfet af de kommunale embedsmænd. De føler ikke, de har reel indflydelse. Og på centralt plan har initiativer til nye love for længst forskudt sig fra regeringen til embedsmændene. Ministrene sidder for kort tid i de enkelte ministerier til for alvor at kunne sætte sig ind i resortområdet, og deres tid kan sjældent bruges på at dygtiggøre sig endsige øve indflydelse, fordi de har travlt med at forsvare sig mod opposition, journalister med mere.

Vel dokumenteret
Lars Olsen dokumenterer i bogen, hvordan uligheden i indflydelsen vokser. Og udover at have taget magten over alt fra beslutningen om bysamfunds liv eller død, over dagpengenes størrelse til den almindelige normsætning i samfundet, så har magteliten også scoret kassen. Gruppen tilhører den højest-lønnede tiendedel af befolkningen, som i øvrigt har fået langt den største del af den øgede velstand, der er tilflydt samfundet i de sidste 20 år. Lars Olsen har i sine tidligere bøger blandt andet påvist, hvordan Danmark er ved at blive delt op i klasser, når det gælder bolig, og at boligområder nærmest kan bryde sammen, hvis ikke folkeskolen fungerer. Også i "Eliternes triumf" har han boret dybe huller ned i samfundets fundament. Når man tænker på, at aviserne i disse dage overvejende har fokus på politikere, der drøfter madpakke-ordninger, om det er rimeligt at holde skolemøder for mødre alene og lødigheden af burka-rapporten, mens landets topembedsmænd og erhvervsledere måske lige bortset fra et par embedsmænd i Forsvarsministeriet lever et roligt og i forhold til offentligheden nogenlunde uforstyrret liv, så virker analysen af forfatterens boreprøver absolut kompetente. Nogen må have parkeret den lovgivende og den fjerde magt på et sidespor.



Boligen nr. 3 2010

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 23. februar 2010
Senest opdateret: 27. oktober 2010

OM FORFATTEREN

Lars Olsen er journalist, kommentator og foredragsholder. Han har tidligere skrevet bøgerne "Den sociale meltedigel" (2008), "Den nye ulighed" (2007) og " Det delte Danmark" (2005). Han er født i 1955, uddannet cand. phil. i samfundsfag. De sidste 25 år har han arbejdet som journalist på blandt andet Politiken og Ugebrevet A4.