Det udsatte Danmark er næsten dobbelt så stort
Samtidig har en ny liste med "særligt
udsatte" boligområder set dagens lys.
Af Martin Ljung Krabbe
Socialministeriet udgav 1. oktober den årlige liste over såkaldte
"udsatte boligområder", der kan anvende kombineret udlejning. Og
for første gang siden listen blev indført i 2005, var der sket en
stigning. Fra 25 boligområder i 2009 til 45 i 2010. Med
boligaftalen, som trådte i kraft januar 2010, blev kriterierne, for
hvornår man kunne anvende kombineret udlejning, lempet. Hvor det i
de fleste boligområder tidligere var nødvendigt at have registreret
mindst 50 procent arbejdsløshed, var det nu nok med 40 procent.
Ministeriet har, så at sige, "tilbagediskonteret" antallet af
udsatte boligområder, så den liste, man i dag kan se på
ministeriets hjemmeside, og som er gengivet i denne artikel, viser,
hvordan det ville have set ud, hvis de nu gældende regler
også havde været gældende i 2005. Det betyder, at stigningen i
antallet af udsatte boligområder alene kan forklares med
strukturelle forhold såsom en generelt stigende
arbejdsløshed.
En ny liste at forholde sig til
Fire dage efter udgivelsen af listen over hvilke
områder, der har ret til at anvende kombineret udlejning, udgav
Socialministeriet en anden liste. Listen er en ny
opfindelse og
indeholder indtil videre 29 boligområder, som ministeriet betegner
som "særligt udsatte". Det er værd at bemærke, at fra nu er begge
lister i funktion på samme tid, hvilket har forårsaget
nogen forvirring i almene boligkredse og blandt politikere.
Hvor listen over hvilke områder, der har ret til at anvende
kombineret udlejning, alene fokuserer på, hvilken type indkomst en
boligsøgende måtte have, måler den nye liste boligområderne på
andre parametre:
1. Andelen af indvandrere og
efterkommere fra ikkevestlige
lande (50 procent)
2. Procentdel uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked.
(40 procent)
3. Antallet af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven,
våbenloven og lov om euforiserende stoffer. 270 dømte pr.
10.000 beboere) Tallet i parentes er en grænseværdi. Kommer et
givent boligområde over denne grænseværdi på mindst to af
parametrene, kvalificerer området ifølge Socialministeriet til
prædikatet "særligt udsat".
Se listen over de udvalgte boligområder
Boligen nr. 11 - 2010
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
25. oktober 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |