• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

En medlemsjagt der vasker sig

Vinteren er blevet ekstra travl for de boligorganisationer, der er foreninger. De skal forsøge at opspore næsten 2,5 millioner medlemmer, selv om mange af dem er døde.



Af Jørn Nyvang


Februar 2010 vil ikke blot blive husket som kold, men også usædvanlig travl for de almene boligorganisationer, som er foreninger. Søndag 28. februar er i princippet den frist, de har fået for at forsøge at komme i kontakt med alle de personer, der i tidens løb har meldt sig ind hos dem. Da skal foreningerne have annonceret efter medlemmerne og skrevet breve til de af dem, som de kan finde en aktuel adresse på. Årsagen er nye udlejningsregler, som betyder, at boligforeninger skal føre ventelister på samme måde som boligselskaber. I denne forbindelse skal foreningernes medlemmer have mulighed for at bekræfte, at de vil have en anciennitet på ventelisterne, der svarer til deres gamle medlemsnummer.

Mere end en fjerdedel
Det er en medlemsjagt, hvor der bliver brug for fænomenet adressevask. Den hjælper Post Danmark med, så man slipper for at sende breve til medlemmer, som er over alle bjerge og måske ligefrem døde. Uden adressevask er der udsigt til at skulle sende et syvcifret antal breve. 43 procent af de almene boliger tilhører foreninger. Et kvalificeret skud lyder på, at de tilsammen har registreret over 2,4 mio. medlemmer. Det er det antal, man når frem til, hvis man går ud fra, at de syv foreninger, Boligen har talt med, svarer til gennemsnittet, hvad angår antal medlemmer i forhold til antal boliger. De syv foreninger har gennemsnitligt knap 11 medlemmer pr. bolig. Prisen for en adressevask er 1.850 kr. i grundgebyr og 0,30 kr. pr. adresse, hvortil kommer porto og gebyr for at kuvertere og udsende de breve til de adresser, som kommer i brug.

Flest er døde og borte
Forretningsfører Jens Gielsgaard, Lemvig Boligforening (4300 medlemmer), skønner, at adressevasken reducerer antallet af breve til en fjerdedel. "De første medlemmer meldte sig ind i 1948. Så de 2500 af dem er nok døde og borte," siger Jens Gielsgaard. Andelsboligforeningen af 1941 i Ringsted (8005 medlemmer) er den eneste af de syv, som ikke bruger adressevask. Her har forretningsfører Ole Hemmingsen mere tillid til, at lokalkendskabet giver resultat. "Vi er gamle folk i gårde. Så vi løber lige vore lister igennem og prøver at finde adresserne ud fra vor hukommelse. Så sender vi ud," fortæller Ole Hemmingsen. I Andelsboligforeningen af 1941 er der overvejelser om at annoncere efter medlemmer i Søndagsavisen i samarbejde med boligforeningerne i Holbæk. Heriblandt Byggeforeningen af 1933, (ca. 7.000 medlemmer). Her priser forretningsfører Tony Sørensen sig lykkelig for, at oplysningerne på de gamle kartotekskort for få år siden er blevet overført til computer. Ellers ville adressevasken have budt på et omfattende manuelt forarbejde.

Reduceret vask
I Sønderborg venter direktør Tage Skott, at Boligforeningen af 6. 12. 1942 og Broager Andelsboligforening (23.000 medlemmer tilsammen), skal have vasket 20.000 adresser. "De, der har meldt sig ud, er ikke noget problem. Men de, der ligger på kirkegården eller har skiftet adresse måske tre gange, siden de blev livsvarige medlemmer, ville have betydet, at vi fik tusinder af breve retur," siger Tage Skott om motivet til at vælge adressevask. I det sønderjyske overvejer boligforeningerne fællesannoncering. Det samme er allerede besluttet i Århus og kommer til at omfatte alle kommunens boligforeninger. De århusianske fællesannoncer indrykkes af de tre udlejningssamarbejder Sydsam, Århusbo og Århusbolig. Alene sidstnævnte har 230.000 medlemmer og omfatter 23.200 lejemål (fordelt på 15 boligorganisationer). "Samtidig har vi i Århusbolig oprettet et nyt telefonnummer, hvor medlemmer kan ringe ind og oplyse deres nye adresse," fortæller udlejnings- og kommunikationschef Betina Højmark Steffensen, Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) i Århus.

Ekstra udgifter
Blandt de medlemmer, som AAB Århus forsøger at komme i kontakt med, er den administrerende direktør for Boligforeningen AAB i København, Christian Høgsbro. Hans egen organisation skal forsøge at få fat i op til næsten 200.000 medlemmer, når man medregner datterorganisationerne Kommunefunktionærernes Boligforening og Smedenes Andels-Boligforening. "Men eftersom vi blev dannet i 1912, må vi have en formodning om, at ikke alle medlemmer er i live mere," udtaler Christian Høgsbro. Han gør opmærksom på, at de nye udlejningsregler ikke kun giver udgifter i form af adressevask og annoncering: "Det er en kæmpe logistisk øvelse. Vi har afsat et rammebeløb i vor arbejdskapital på én til halvanden mio. kr. til at gennemføre den. Dertil kommer blandt andet, at vi skal lave tilretninger af vort boligadministrative system og ansætter fire studentermedhjælpere til dels at svare på henvendelser, dels tage imod alle de tilbagemeldinger, der kommer fra alle vore medlemmer, både bolighavende og ikke-bolighavende."




Boligen nr. 3 2010

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 23. februar 2010
Senest opdateret: 27. oktober 2010