En myte aflivet
I kølvandet på debatten om hvilke grupper der gør brug af efterlønnen, har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd undersøgt sagerne.
Af Martin Ljung Krabbe
Det er ikke, som det har været hævdet, tandlæger og læger, som gør brug af efterlønnen. Efterlønnen bliver i langt overvejende grad brugt af ufaglærte og mennesker med en håndværksmæssig baggrund.
Undersøgelsen viser at der i dag er 138.220 mennesker, der modtager efterløn. Den typiske efterlønsmodtager er ufaglært eller faglært med hhv. 53.457 og 61.040 personer. I den modsatte ende – altså de grupper der vælger ikke at gå på efterløn – finder man personer med en lang videregående uddannelse. I denne gruppe har kun 2.760 personer valgt efterlønnen. Der er 117 læger og 174 tandlæger på efterløn.
Undersøgelsen viser endvidere, at det typisk er kvinder, 58%, der vælger at gøre brug af efterlønnen. Desuden viser det sig, at efterlønnen er langt mere populær i udkantsdanmark. Læsø, Frederikshavn, Bornholm, Ærø og Struer er de fem kommuner med relativt flest efterlønsmodtagere i aldersgruppen 60-64. Her er det 43-46%, der vælger efterlønnen. Færrest efterlønsmodtagere finder man i kommunerne Gentofte, Rudersdal, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Fredensborg. Her er andelen 20-26%.
AE har også undersøgt den forventede restlevetid. De mennesker der vælger at gå på efterløn som 60-årige viser sig at leve væsentligt kortere. Specielt mænd er udsatte. De lever i gennemsnit 2,2 år kortere end de mænd, der bliver i beskæftigelse i efterlønsperioden.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
9. juni 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |