Et fristed i ingenmandsland

Af Jule Mathiesen Foto Stefan Kai Nielsen

Ænderne snadrer i vandkanten, og lytter man godt efter, kan man høre bilerne på Amagermotorvejens bro over Kalveboderne. Ellers er der helt stille her i det afsides hjørne af Valbyparken, hvor en lille verden af selvbyggede huse på pæle, udrangerede campingvogne og små blikskure åbenbarer sig for den, der trodser det ankeldybe mudder på jordvejene. Det er der ikke mange, der gør, og det passer de omkring 30 beboere fint, for de er helst fri for nysgerrige blikke. I lokale folkemunde kaldes det Klondike, men det refererer mere til de interimistiske boliger end til mængden af guld i området. Indbyggerne selv kalder det henholdsvis Lorterenden og Guldkysten afhængigt af, om man bor på østsiden med kig til Tippens vildtvoksende område, eller om huset vender mod syd med udsigt over Kalvebod Strand og vandet. Her bor mennesker - primært mænd - der ikke kan eller vil tilpasse sig mere gængse og regelbundne boligformer. Ventelister og afdelingsbestyrelser er afskaffet til fordel for mere håndfaste metoder, hvor den der slår hårdest bestemmer. Til gengæld er der total frihed til selv at bestemme, hvor og hvordan man vil bo. Frihedens pris består dog af at bo uden rindende vand, uden strøm, uden varme samt uden træk og slip.

Ingen pip i 'Gøgereden'
Området er ejet af Københavns Kommune og officielt ubeboet. Men stativet med postkasser ved indkørslen til Lorterenden vidner om en anden virkelighed. Den består af 10 fastboende og cirka 20 andre, der bor her i perioder og ellers har deres næsten daglige gang her, men som officielt bor i lejligheder på Vesterbro og uofficielt holder til i de små 10 kvadratmeter store kolonihavehuse i Haveforeningen Musikbyen på den anden side af hækken. Nogen af dem har også alene eller i fællesskab købt husmandssteder på Lolland, dengang priserne var for gode til at sige nej til. De fleste er kommet herude i årtier og har svært ved at forestille sig et liv uden friheden til at bo og leve, som det passer dem. Døgnet starter for mange først hen på eftermiddagen, og morgenmaden indtages i 'Gøgereden', der ligger lidt tilbagetrukket midt på Lorterenden. "Stik mig lige en Gl. Dansk og en øl mere, Jens. Det er Fandeme ikke til at holde ud, når hele kroppen ryster!" Begge dele bliver skyllet ned og hurtigt efterfulgt af endnu en bestilling. Den tørstige mand kalder sig Steen, men han har ikke noget efternavn og absolut ikke noget behov for at få taget sit billede. "Du får sgu ikke meget ud af alle dine spørgsmål, lille dame, for vi vil bare være i fred. For meget opmærksomhed kan bare give folk inde på rådhuset alle mulige gode ideer, og så ender vi sgu som Christiania, der bliver tromlet ned af bulldozere." Han er en af de stærke herude, for omkring ham slår mændene de ellers venlige blikke ned og retter igen fokus på billardbordet på den anden side af døråbningen. Bartenderen Jens agerer fyrbøder og forsøger at få gang i kakkelovnen midt i rummet, imens han lægger øre til et utal af kommentarer om hans manglende evner, det alt for våde træ, og 'slå nu bare den generator til, for Helvede". Det er ikke nu, han skal overveje at få lokket nogen til at gå ud i kulden og over i kolonihaveforeningen for at fylde de fem store men meget tomme vanddunke.

Arkitektur og skrot
På den anden side er der heller ingen, der har brug for vand til kaffe lige nu. Kombinationen af billige øl, bitter og masser af tung hash i bong'en over billardbordet giver varmen og får alle til at slappe lidt af. Kun et par gevaldigt store hunde knokler rundt og truer med at vælte stole og borde i deres kåde leg. "Du må forstå, at det her er vores fristed. Vi er sgu ligeglade med, hvordan her ser ud. Ja, der er skide koldt om vinteren, men så må man jo være lidt opfindsom. Man bliver jo ikke lykkelig af at have en lejlighed fyldt med ting, vel? Materialisme er noget lort," konstaterer Steen, der kalder sig pensioneret postmester. Han er med garanti for ung til folkepension men i øvrigt svær at datere, for årene har sat sine spor. Seddelbundtet han hiver op ad lommen, hver gang Jens sætter noget på disken, ligner ikke en helt almindelig pension, men det undgår han behændigt at svare på. En kort visit hos 'Gøgeredens' nabo kaster heller ikke mange ord af sig. Bjarne vil gerne fortælle, at han i årevis er kørt herud hver morgen og hjem igen til mere ordnede forhold hver aften, men han vil ikke sige, hvad han egentlig laver herude bag sit høje plankeværk udover at rulle cigaretter ved det lille bord i udestuen. Og i øvrigt må hans ord kun skrives ned, hvis én af de fastboende også  stiller op og siger god for det - og det sker ikke trods utallige forsøg. Udendørs er en tur langs Lorterenden og rundt om hjørnet til Guldkysten som at gå på Christianias volde tilsat en håndfuld skrothandlere. I solskinnet er flere af de små, fantasifulde huse faktisk arkitektoniske perler, men samtidig er det, der kunne kaldes haver, fyldt op af alt fra gamle brædder, en iturevet lyserød parasol og rustne Tuborg-skilte til forsatsvinduer, hullede robåde og en udbrændt campingvogn, hvis ejer for længst er flyttet. De andre flytter først, når de bliver smidt ud. Og med lidt held sker det ikke - hvis bare nysgerrige blikke og spørgsmål bliver afværget, for den, der lever skjult, lever godt.