• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Et velsmagende samlingspunkt i Korsør

Kulinariske tryllerier lokker folk fra hele byen til Kvarterhuset på Motalavej.

Af Martin Ljung Krabbe Foto: Alex Tran

Der er sort af mennesker i Kvarterhuset på Motalavej omkring middagstid. Snakken går lystigt og der er en vrimmel af mennesker; jernbanefolk i orange DSB-kedeldragter, flyttefolk med telefonnumre og håbløse mottoer på ryggen og godtfolk fra nær og fjern. Efter sigende er også lastbilchaufførerne fra den nærliggende motorvej begyndt at lægge vejen forbi Kvarterhuset. Tilløbsstykket er den varme frokost, der hver dag bliver langet over disken til mellem 50 og 100 gæster. Da Boligens udsendte kommer forbi denne fredag, er der forloren hare på menuen. ”Jeg spiser her hver dag,” fortæller 83-årige Arne Andersen. Han har boet på Motalavej siden 1975. Desuden har han været varmemester i bebyggelsen og siddet i afdelingsbestyrelsen sammesteds. ”Kvarterhuset har haft en kæmpe betydning for min hverdag og for hele området. Det eneste, jeg kan brokke mig over, er, at kokken ikke putter nok fløde i maden,” siger Arne Andersen med et skævt smil. Kokken hedder Andrés Terry Nilsen og er en af tre ansatte i Kvarterhuset. Han har, indtil han kom til Motalavej, drevet restauranter landet over, og han har altid fungeret som selvstændig. For ham er det noget helt nyt at skulle arbejde sammen med de mange frivillige i huset. ”Det her er nærmest et helt andet job. Det forbløffer mig dagligt, at folk bliver ved med at dukke op helt frivilligt. Det er utroligt at se så mange frivillige og gode kræfter give så meget til området.” Ifølge lederen af Kvarterhuset, Karin Sneevang, er der 35 frivillige tilknyttet huset. Nogle kommer fra den anden ende af byen. Der er fast fem frivillige i tidsrummet 8-15. Derudover bruger kommunen stedet til aktivering af kontanthjælpsmodtagere, og det er ikke unormalt, at der er personer, der afsoner deres samfundstjeneste i huset. ”Vi ser alle mulige mennesker her. Ud over de frivillige kommer der dagligt mellem 100 og 150 gæster gennem huset.”

En tiltrængt succes
Kvarterhuset er en del af den helhedsplan, Motalavej har været gennem de seneste år. Huset stod færdigt i 2007. Ifølge arkitekten bag Kvarterhuset, Henning B. Thomsen, havde kvarteret i den grad brug for et samlingspunkt. ”Området led under at være opdelt på kryds og tværs af mere eller mindre synlige grænser. Dels var det to forskellige boligorganisationer, der administrerede boligerne, og dels var der mange interne fraktioner blandt de forskellige beboergrupper. Der var mange fragmenter af forskellighed, der manglede at blive bundet sammen.” Den sammenbinding er tilsyneladende lykkedes med Kvarterhuset. Det er en flot bygning med et imødekommende udtryk, diskret placeret i en lavning omkranset af de højere etagebygninger. Slagelse Kommune mente, at bygningen var så flot, at den i 2007 vandt kommunens pris for flot nybyggeri. Dengang en kategori med konkurrence. En anden grund til succesen er formentlig den såkaldte ”social bevilling”, som fulgte med huset, og som løber indtil december 2012. Udover at finansiere diverse sociale aktiviteter dækker bevillingen også de tre fastansatte medarbejdere; lederen, kokken og en netværksmedarbejder. ”Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville have set ud, hvis der ikke var blevet gjort noget.” Sådan siger Bendt Guldahl, direktør for Bolig-Korsør, der i dag administrerer de knap 1.000 almene lejemål på Motalavej. ”Det er min vurdering, at Kvarterhuset har betydet, at vi har set en neutral til positiv udvikling i området. Hvis huset ikke havde været der, er jeg overbevist om, at vi havde set en udpræget negativ udvikling.” Også politiet mener, at det går bedre i området. Politikommisær Kaj Vorbeck er fungerende leder af lokalpolitiet i Slagelse og kender området gennem flere år. ”Der er ingen tvivl om, at kommunen har gjort en god investering. Der er nok nogle (ballademagere, red.), der har nået en alder, hvor man ikke kan gøre ret meget mere. Det, det så handler om, er at få de yngre ind på et mere retlinet tilværelse, så de ikke bliver ”smittet” af de andre.”



Boligen nr. 6 - 2010

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 20. maj 2010
Senest opdateret: 27. oktober 2010

Den sociale bevilling

9.425.000 kroner fordelt over fem år. Bidragsyderne er som følger:

Landsbyggefonden:
6.975.000 kroner

Slagelse Kommune:
1.450.000 kroner

Boligorganisationen:
1.200.000 kroner