Færre tvangsauktioner
Tvangsauktionerne falder fortsat. Det viser Danmarks Statistiks
sæsonkorrigerede tal. I november 2010 var der 411
tvangsauktioner. Det er 79 færre tvangsauktioner end
toppen i marts 2010.
"Ledigheden stiger, og det taler for flere tvangsauktioner. De
historisk lave renter har imidlertid lagt en hånd under
kriseramte låntageres privatøkonomi. Derfor falder både antallet af
restancer og tvangsauktioner," siger direktør i Realkreditrådet Ane
Arnth Jensen i en kommentar.
Det seneste år er ledigheden steget med knap 17.200. Tallet er
inklusive arbejdsløse i aktivering. Til sammenligning steg
ledigheden med 79.500 personer i perioden fra oktober 2008 til
oktober 2009.
"Ledigheden stiger i et langsommere tempo end tidligere. Det
lægger en dæmper på antallet af tvangsauktioner. Selvom antallet af
tvangsauktioner er faldet på det seneste, så skal man være
forsigtig med at fortolke det som et vendepunkt. Eksempelvis
forventer både Finansministeriet og De Økonomiske Råd, at
ledigheden stiger i 2011," siger Ane Arnth Jensen.
Boligkrisen i 1990'er har lært realkreditinstitutterne, at det
er væsentligt at finde løsninger for ramte boligejere, inden en
tvangsauktion er eneste udvej.
"Det er kun en fordel, hvis man som låntager kontakter sit
realkreditinstitut hurtigst muligt, hvis man har problemer med at
betale sin ydelse. Der findes ofte en løsning, så situationen ikke
ender med det værste udfald, som er en tvangsauktion. Det kan
eksempelvis være en låneomlægning eller at sælge boligen i fri
handel," siger Ane Arnth Jensen.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
6. december 2010 |
| Senest opdateret: |
6. december 2010 |