Flere har lommesmerter
Lidt flere danskere måtte tælle femører sidst på måneden i 2009
og havde svært ved at få pengene til at slå til. Det viser den
seneste velfærdsundersøgelse fra Danmarks Statistik. Efter
den økonomiske krise ramte i 2008 har flere fået svært ved at få
økonomien til at hænge sammen.
Halvdelen af os har ingen problemer
De 9 pct., der har pengeproblemer, kan fordeles på 3,5 pct., der
ifølge den interviewede lever i husholdninger, hvor det er meget
svært at få pengene til at slå til, og 5,5 pct., hvor det er svært.
Omvendt havde 51 pct. i 2009 let eller meget let ved at få pengene
til at slå til. Det tilsvarende tal i 2008 var noget højere: 58
pct.
Sværest for arbejdsløse
Personer, der på interviewtidspunktet var arbejdsløse, har de
største pengeproblemer. 38 pct. lever i husholdninger, der har
meget svært eller svært ved at få pengene til at slå til. De
tilsvarende tal for studerende og lærlinge samt øvrige uden
erhvervsarbejde (herunder bl.a. kontanthjælpsmodtagere) er 16-17
pct. Færrest pengeproblemer findes hos selvstændige (4 pct.) og
blandt folkepensionister og efterlønnere samt lønmodtagere (5
pct.).
Flest enlige med børn har det svært
23 pct. af de personer, der bor i husholdninger bestående af enlige
med børn under 16 år, har meget svært eller svært ved at få pengene
til at slå til. Kun for 8 pct. er det meget let. Dermed er enlige
med børn den familietype, som har det sværest. Par uden børn er
omvendt den type familie, der har lettest ved at få økonomien til
at løbe rundt: Kun for 4 pct. er det meget svært eller svært, mens
det for 24 pct. er det meget let. 11 pct. af børn og unge under 16
år bor i familier, hvor det er meget svært eller svært at få
pengene til at slå til. Til sammenligning svarer kun 4 pct. af
den ældste aldersgruppe på over 65 år meget svært eller svært.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
23. december 2010 |
| Senest opdateret: |
23. december 2010 |