Flere skæve boliger til hjemløse
Regeringen vil tredoble antallet af
skæve boliger de kommende fire år. Boligerne indrettes efter de
særlige behov som en del hjemløse har. Regeringen vil afsætte i alt
28 mio. kr. til de nye boliger.
Regeringen vil afsætte i alt 28 mio. kr. til opførelse af skæve
boliger til hjemløse. I de seneste år er der givet tilsagn til
opførelse af ca. 20 skæve boliger årligt. Antallet skal tredobles,
så der hvert år i de næste fire år gives tilsagn om opførelse af 60
skæve boliger, skriver sm.dk.
Socialminister Benedikte Kiær siger: "Vi vil gerne sætte ekstra
skub i at få bygget skæve boliger. Ingen skal være hjemløse, og det
er vores mål, at alle hjemløse bør have et sted at bo senest i
2014. Vi er allerede godt på vej med Hjemløsestrategien, men vi vil
gerne gøre en ekstra indsats for at nå i mål."
Boligerne skal være indrettet til de særlige behov, som en del af
hjemløse borgere har. Kommunerne skal stille den nødvendige hjælp
til rådighed, så beboerne kan få en god dagligdag i boligen. Der
skal også ansættes sociale viceværter, som skal hjælpe de udsatte
beboere med at fastholde boligen og bidrage til, at
boligområdet bliver rart og trygt at bo i for alle.
Desuden ændres reglerne, så det bliver mere attraktivt for
kommunerne og andre at bygge boligerne. Tilskuddet bliver hævet fra
maksimalt 300.000 kr. til maksimalt 400.000 kr. per bolig, og
ansøgningsproceduren gøres mere smidig, så kommuner og andre hen
over hele året kan indsende ansøgninger om økonomisk tilskud.
Regeringen vil løbende vurdere om der er brug for yderligere
initiativer
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
11. oktober 2010 |
| Senest opdateret: |
12. oktober 2010 |