• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Her vil de dele sol og vind

Boligen er igen taget på besøg blandt anderledes boformer. Denne gang er vi trådt indenfor hos beboerne i en klimabevidst hjørneejendom, der kalder sig Københavns første CO2-neutrale andelsboligforening.



Af Julie Mathiesen Foto: Stefan Kai Nielsen


En stor gul solsikke, et svanepar med en gul and, blomstrende åkander og de gamle bygningers smukke reflekser i Sortedams Søen. Så idyllisk er der på Østerbro i København - i hvert fald når man ser op på det cirka 20 meter høje maleri på andelsboligforeningen Søpassagens gavl. Billedet symboliserer, at beboerne ikke blot har adresse i smørhullet mellem den bilfri del af Søerne og Fælledparkens grønne vidder. For en lejlighed her er et bevidst valg. Det kræver nemlig både engagement og ekstra udgifter til huslejen at bo i en ejendom, der har udråbt sig til Københavns første CO-andelsforening. Ideen udsprang imidlertid ikke kun ud fra et ønske om at gøre noget godt for miljøet men i lige så høj grad for beboerne og fællesskabet. "I København er der ikke ret mange billige andelslejligheder tilbage, og andelsbevægelsen lever ikke rigtig længere. Så man må selv skabe noget indhold til sin forening, for ellers er der ingen pointe ved at have den," forklarer formand Martin Krayer von Krauss.

Solpaneler og sludder
Som miljøingeniør havde Martin Krayer von Krauss de faglige forudsætninger for at sætte projektet på skinner. Bestyrelsen nedsatte en miljøgruppe, overtog nogle af formandens øvrige opgaver, og så tog projektet fart. På generalforsamlingen i januar 2008 blev de andre beboere præsenteret for en ambitiøs plan, der involverede alt fra nye lister om dørkarmene til flere hundrede kvadratmeter solceller på taget samt et anlæg, der genbruger det opsamlede regnvand i fællesvaskeriet. Projektet blev stemt igennem, men det krævede en længere debat, fortæller en af beboerne, Anna Gulmann: "Det var en meget broget flok, og der var både dem, der hellere ville hæve andelskronen, så de kunne score en god fortjeneste og de mere Lomborg'ske, der kaldte klimaproblematikken for noget sludder."

Klimatjek var en øjenåbner
Den 32-årige tekstildesigner kalder debatten et godt tegn på engagement og forklarer, at det fra starten har været vigtigt, at der ikke skulle være løftede pegefingre. Folk skulle motiveres, tonen være inspirerende, og 'helligheden' ved at være klimabevidst skulle væk. "Det er meget vigtigt at gøre det til noget helt naturligt," siger hun og fortæller, at der af den grund blev lavet en el-sparekonkurrence: Den lejlighed, der sparede mest strøm fra september til december 2009 sammenlignet med samme periode året før, vinder 3.000 kr. For at deltage skulle man tage imod et gratis, rådgivende besøg af kommunens klimakonsulenter og også være klar til et kontrolbesøg efter nogle måneder. Konsulenterne lavede opsøgende arbejde, ringede på alle dørklokker og blev lukket ind i en lang række lejligheder - også hos Anna Gulmann og Simon Kampmann. "Det var virkelig en øjenåbner. For selvom vi har et lavt elforbrug, så blev vi opmærksomme på flere ting, som vi aldrig havde tænkt på. Konsulenten havde en lille måler med, og den 'opdagede' for eksempel vores eksterne harddisk, som bare stod tændt," fortæller hun. Den store lysekrone i loftet har nu fået sparepærer i, for Anna og kæresten er ret glade for både lysekronen og deres lysdæmper - og så må det koste de ekstra dyre sparepærer, der kan den slags. Del sol og vind lige Frederik Bartels er også medlem af bestyrelsen, og han kalder de hidtidige miljøtiltag for så lavpraktiske, at alle kan forholde sig til dem. Og det er vigtigt for at få flest med, så miljøgruppen anstrenger sig for at være så konkrete som muligt. "Udgiften på 350.000 kroner til nye toiletter er for eksempel tjent ind på 3-4 år. Derefter er det ren indtægt, fordi de kun skyller henholdsvis 3 og 6 liter ud ad gangen og ikke 12 liter, som de gamle gjorde. Den slags informationer er til at forstå for alle." De kommende tiltag er lidt mere usædvanlige: 240 m2 solpaneler på taget skal levere de 30.000 kWh, som Søpassagen bruger i fælles-el til trapper, kældre og vaskeri. Solcellerne vil ifølge formanden spare klimaet for 17 ton CO til ca. 20 procent af andelsforeningens samlede udledning. Desuden er det planen, at der skal sættes ni små og ni mellemstore husstandsvindmøller op på taget. De forventes at kunne levere 53.000 kWh om året. Men selv om Søpassagen i januar fik bevilget 1,5 mio. kr. fra Byfornyelsespuljen i Københavns Kommune, så er der endnu et par forhindringer, før arbejdet kan gå i gang: "Vi venter på skatteministerens lovforslag om afregningspriser for solcellestrøm, fordi det er afgørende for vores økonomi, at vi kan få refusion fra energiselskabet for hele vores egen CO el-produktion. Derudover håber vi, at lovforslaget tillader, at man placerer både vindmøller og solceller på større ejendomme, for det må man ikke i dag," uddyber Martin Krayer von Krauss. Han finder det på mange måder højst besynderligt, at den tidligere beskæftigelsesminister og også daværende klimaminister, Connie Hedegaard, har rost Søpassagen for at være at visionært foregangsprojekt, når den samme regering ikke som i Sverige indfører støtteordninger, og generelt gør det nemmere og mere attraktivt for alle at agere klimakorrekt.

Fælles stolthed
Tilbage på Østerbro er opbakningen og diskussionslysten stadig stor. På generalforsamlingen i januar i år fik bestyrelsen stor støtte til at fortsætte arbejdet, som også har haft nogle positive sociale konsekvenser i foreningen: "Folk snakker jo om det, når de mødes i gården eller vaskeriet, og på den måde får vi skabt noget, vi i fællesskab er stolte af. Vi har gjort meget ud af hele tiden at informere og især at fejre, hver gang vi når et delmål. Så når der er arbejdsweekender, og de lavpraktiske ting bliver ordnet, så bruger vi penge på god mad til os alle sammen. Og da vi vandt Københavns Miljøpris i efteråret, holdt vi en stor fest," fortæller Martin Krayer von Krauss. For uden beboerne er der ingenting, mener han. Et projekt som det her skal kunne leve videre uanset, hvem der sidder i bestyrelsen, for det skal være en kontinuerlig proces uden en slutdato. "Det er beboerne, der bærer projektet. Derfor har vi kaldt de tre elementer beboerinddragelse, energirenovering og CO for alle tre faktorer er lige vigtige. Det nytter ikke noget, at man beslutter det fra oven, hvis ikke beboerne tager ideen til sig." 2-kvoter for Model Søpassagen, for alle tre faktorer er lige vigtige. Det nytter ikke noget, at man beslutter det fra oven, hvis ikke beboerne tager ideen til sig."

Den vigtigste er viceværten
I den forbindelse er der en enkelt ting, han ville gøre anderledes i dag, og som han derfor gerne vil opfordre andre til at huske, hvis de selv kaster sig ud i at gøre et større antal beboere klimabevidste: Husk viceværten! "Vores vicevært dengang var en ældre mand, der var totalt venstresocialist og så ekstremt miljøbevidst, at han sorterede folks affald, hvis de havde smidt det i den forkerte beholder. Derfor tog jeg hans opbakning for givet. Da vi vedtog projektet, viste det sig, at vi havde ham imod os. For set med hans øjne var det topstyret, at han skulle rundt og skifte folks glødepærer i stedet for, at de selv skulle tage ansvar for det. Og så var der i øvrigt ikke nogen, der skulle blande sig i hans arbejde ved at komme med ideer til placeringen af vores nye kompostbeholdere. Så husk viceværten - ellers går det galt!"



Boligen nr. 4

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 22. marts 2010
Senest opdateret: 27. oktober 2010

Sådan gør Søpassagen

I de 11 opgange er 88 andelslejligheder på hhv. 50,
100 og 150 m2 samt to små lejelejligheder. Der bor
ca. 20 børnefamilier, nogle få ældre og et større
antal midaldrende med store eller fraflyttede børn.

Fase I

• Besøg af klimakonsulenter

• Energisparekonkurrence

• Lysfølere i trappeopgange

• Alle glødepærer er udskiftet med sparepærer

• Regnvandstønder ved nedløbsrørene

• Tørrelofterne er reetableret

• Overdækkede tørresteder udendørs

• Dyrere tørretumbling

• 65 gamle toiletter er udskiftet

• Vandbesparende armaturer i lejlighederne

• Tætningslister er efterset og udskiftet

• Foreningen køber CO2-kvoter

• Ny A-mærket varmepumpe - er på vej

Fase II

• 240 m2 solpaneler på sydvendt tagflade

• 18 husstandsvindmøller i to størrelser på taget

• Nye vinduer i alle lejligheder

• Anlæg til varmegenvinding

• Efterisolering af bagfacaden

• Genbruge regnvand til vaskeriet via et
regnvandsanlæg.

• Ved evt. vandoverskud, etableres en
regnvandsfaskine.
Huslejestigningen på 11 procent svarer til 400 kr.
om måneden for de største lejligheder, og det samlede
budget er på 6-7 mio. kr.

Se flere detaljer om Model Søpassagen på
www.sopassagen.dk

5 gode råd

1. Få projektet forankret i bestyrelsen og blandt beboerne.

2. Kortlæg jeres forbrug og sparemuligheder: - aflæs forbruget i det lovpligtige energimærke - Elsparefondens anbefalinger for huse kan overføres til ejendomme - Få gode råd fra det lokale Energitjeneste-kontor. - I Københavns Kommune er der KlimaKBH og Miljøpunktkontorer

3. Bliv enige om en langsigtet vision.

4. Udarbejd en kortsigtet, realistisk handlingsplan inkl. beboeraktiviteter.

5. Hav det sjovt undervejs og husk at fejre, hver gang I når et delmål.