Kommunernes serviceudgifter falder med en milliard kroner næste år
"Temperaturmålingen for kommunernes
serviceudgifter i 2011 viser, at kommunerne agter at bruge en
milliard kroner mindre, end vi kan i forhold til det aftalte med
regeringen. Så kommunerne er nået i mål med en udgifts-politik, som
flugter med regeringens økonomiske politik. Tilmed kan vi nu
konstatere, at der er sket et dramatisk fald i forventningerne til,
hvor skatten lander." Sådan siger KL's formand Jan Trøjborg efter
torsdagens møde med landets borgmestre.
Mødet med borgmestrene viser, at serviceudgifterne
samlet set ligger ca. 1,2 mia. kr. under den ramme, der er aftalt
med regeringen.
"Vi kan altså her ved indgangen til den afsluttende runde af
budgetlægningen for 2011 konstatere, at vi kommer i mål. Kommunerne
går til opgaven med effektiviseringer, besparelser og
omstruktureringer i betydeligt omfang. Helt som et flertal i
Folketinget har efterspurgt", siger Jan Trøjborg.
"Kommunerne skærer i den grad ind til benet, og
kommunalbestyrelserne er i gang med nogle rigtig svære øvelser, som
borgerne ikke vil kunne undgå at mærke. Mødet i dag har blandt
andet bekræftet mig i, at vi kan forvente en klar reduktion i
kommunernes personaleforbrug i 2011".
I forhold til skatteudskrivningen er kommunerne godt på vej til
at komme i mål i forhold til det aftalte med regeringen.
"Mødet viste, at der er sket et dramatisk fald i forventningerne
til, hvor skatten lander. Vi har rykket os fra annoncerede
skattestigninger i 2011 på over 1 mia. kroner til lige nu at være
landet på ca. 100 mio. kr. ud over de 300 mio. kr., som er aftalt
med regeringen. Så nu arbejder vi intens i de sidste uger frem mod
15. oktober på at komme helt i mål", siger Jan Trøjborg.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
23. september 2010 |
| Senest opdateret: |
23. september 2010 |