Kortere middellevetid blandt medlemmer af 3F
En ny analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd viser, at medlemmer af
3F i alle aldersgrupper har en større risiko for at dø en medlemmer
af andre a-kasser.
Analysen viser, at både mandlige og kvindelige medlemmer af 3F
har en overdødelighed i alle aldersgrupper sammenlignet med
dødeligheden for alle forsikrede under ét. Opgørelsen er foretaget
på baggrund af dødeligheden i 2007 og 2008, skriver Arbejdernes
Erhvervsråd om analysen.
Mandlige medlemmer af 3F i alderen 50-59 har en dødelighed på 0,52
pct., mens mandlige forsikrede i samme aldersgruppe under ét har en
dødelighed på 0,40 pct. Blandt de 50-59-årige har mandlige 3F'ere
således en overdødelighed på 30 pct.
Det bemærkes, at personer over 64 år er grupperet efter, hvilken
a-kasse de var medlem af som 64-årig. Derved bliver det muligt at
belyse eventuelle forskelle i dødeligheden blandt ældre opdelt
efter tidligere a-kassetilknytning. Også for de ældre (70-79-årige)
er der en overdødelighed blandt tidligere medlemmer af 3F, når der
sammenlignes med dødeligheden for andre tidligere forsikrede.
Forskellene i dødeligheden kan omregnes til forskelle i
middellevetid mellem a-kasserne. Analysen viser, at 30-årige
mandlige medlemmer af 3F har en middellevetid, der er 2,0 år
kortere end forsikrede i gennemsnit, og 4,4 år kortere end
medlemmer af AC. Tilsvarende viser analysen, at kvindelige
medlemmer af 3F har en middellevetid, der er 1,6 år kortere end
forsikrede i gennemsnit og 3,6 år kortere end medlemmer af AC.
Personer, der ikke er forsikret, er den gruppe, der har klart
den korteste middellevetid for både mænd og kvinder. Det afspejler
bl.a., at denne gruppe fortrinsvis består af personer, der ikke er
på arbejdsmarkedet, f.eks. førtidspensionister mv. som har højere
dødelighed, end personer der er i arbejdsstyrken.
Download analysen:
Kortere middellevetid blandt medlemmer af 3F
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
19. marts 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |