Kun lidt PCB i Københavns Kommunes bygninger
Københavns Kommune har som den første kommune i landet fået
undersøgt omfangen af giftstoffet PCB i fugemasse i bygninger.
Forløbig tyder alt på, at der er lang mindre PCB end frygtet. Kun
få bygninger har en højere koncentration af giftstoffet.
Kun få af Københavns Kommunes bygninger har en højere
koncentration af giftstoffet PCB i fugemasse. Det viser en ny
undersøgelse fra Københavns Ejendomme, der har fået
rådgivningsfirmaet ALECTIA A/S til at kortlægge omfanget af stoffet
PCB i fugemasse i et udsnit af kommunens bygninger. 142 bygninger
er undersøgt ud af de 570 bygninger, som er blevet defineret som
riskogruppe. Der er tale om bygninger bygget/opført fra 1950-1977,
hvor PCB blev brugt og hvor der færdes børn og unge eller hvor
brugere bor i længerevarende perioder, skriver KK.dk.
I undersøgelsen er der fundet to bygninger med højere
koncentrationer af PCB i nogle udvendige fuger og et lille antal
bygninger med moderate koncentrationer af PCB. Et højere indhold af
PCB i fugerne indikerer alene, at der kan være et forøget
indhold af PCB i indeluften, som kan udgøre en mulig sundhedsrisiko
for brugerne af bygningerne.
Projektchef i Købehavns Ejendomme, Kasper Jacoby udtaler:
"Det er positivt, at der er fundet så få bygninger med høje
forekomster af PCB i fugemasser. Med udgangspunkt i erfaringer fra
Sverige, havde vi frygtet at finde langt flere. Når det er sagt, så
tager vi de konkrete fund af PCB alvorligt. Derfor har vi igangsat
luftmålinger disse steder for at finde ud af, om der kan være en
sundhedsrisiko for brugerne.
Københavns Ejendomme vil derfor nu måle indeluften de to steder,
hvor der er fundet højere koncentrationer af PCB i de udvendige
fuger. Målingerne skal bruges til at afdække, om niveauet af PCB i
indeluften udgør en sundhedsrisiko for brugerne af bygningen, og om
der er behov for at fjerne de PCB-holdige materialer i de konkrete
bygninger.
Når luftmålingerne er afsluttet i foråret 2010, vil Københavns
Ejendomme forelægge politikerne en handlingsplan for den fremtidige
håndtering af PCB i kommunens bygninger. Politikerne skal bl.a.
tage stilling til, om undersøgelsen bør udvides til at omfatte de
resterende 428 bygninger i risikogruppen.
Endelig vil resultatet give politikerne mulighed for at vurdere de
samlede PCB-forekomster i Københavns Kommunes bygninger og dermed
få et billede af de fremtidige investeringsbehov til forsvarlig og
løbende fjernelse af de PCB-holdige materialer.
Københavns Ejendomme iværksætter samtidig en proces, hvor indhold
og resultater fra den afsluttede undersøgelse kvalitetssikres. Det
skal afgøres om metoder og resultater fra undersøgelserne kan
overføres på fremtidige undersøgelser for PCB.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
19. februar 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |