Notabene i Boligen nr. 12 - 2010
Vinie Hansen 60 år
På vegne af BL's bestyrelse skal der lyde et stort til lykke til
Vinie, som er et stort aktiv for BL, både gennem sit arbejde i 9.
kreds og i bestyrelsen, hvor hun blev valgt ind i 1996. Vinie er
næstformand i BL og har varetaget den post siden 2004. Herudover er
Vinie aktiv i en lang række af de løbende og faste udvalg, som BL
arbejder med. Vinie har sine rødder i beboerdemokratiet, som beboer
i VA's afdeling Hyldespjældet. Den stærke tradition for at
drive en aktiv boligpolitik i Albertslund Kommune har Vinie taget
med sig i sit arbejde i BL. Når Vinie går til valg som næstformand
er det også altid med en klar beboerstemme. Derfor er det også
klart, at Vinie siden kongressens nedlæggelse altid har arbejdet
målrettet for at få ambitioner og kvalitet ind i planlægningen og
gennemførelsen af de Almene Boligdage, som hun sidder i
planlægningsgruppen for, og som lige nu er ved at fastlægge ideer
og indhold til næste års store arrangement. Jeg har også lært Vinie
at kende som en stærk realpolitiker og som en god støtte, når vi
skal tilrettelægge bestyrelsens arbejde. Vinie har fokus på BL's
værdier og målsæt ninger og er stærkt optaget af de forandringer,
som vi lige nu forsøger at gennemføre i BL. Men altid er der hjerte
i Vinies budskaber, og hun forsømmer aldrig en lejlighed til at
tale om bæredygtighed, miljø og de almene boligers muligheder for
at gå forrest i den vigtige sag. Selv er Vinie også gået forrest,
da VA, Tranemosegård og Albertslund Boligselskab etablerede et
fælles administrationsselskab, BO-VEST, hvor Vinie i dag er
formand.
Palle Adamsen
Boligorganisationen om Vinie Hansen
Den 25. november fylder Vinie Hansen 60 år. Vinie Hansen har sat
sit aftryk inden for boligpolitik i 30 år. Hun startede sin
boligpolitiske karriere ved at blive medlem af afdelingsbestyrelsen
i Hyldespjældet i Albertslund maj 1980, hvor hun stadig bor og
fortsat er medlem af afdelingsbestyrelsen. Siden fulgte en post i
Vridsløselille Andelsboligforenings bestyrelse i 1984. Her
har hun siddet lige siden - kun med en enkelt pause i nogle år. I
2004 blev Vinie Hansen valgt til formand i VA efter 10 år som
næstformand. Vinie Hansen har derudover spillet en aktiv rolle på
en lang række mærkesager i sit virke som næstformand i
Boligselskabernes Landsforening og formand for BO-VEST, der er et
administrativt samarbejde mellem Albertslund Boligselskab,
Vridsløselille Andelsboligforening og Tranemosegård. Hun er kendt
for sin grundige og engagerede tilgang til sine opgaver. Hendes
fokus er på beboerne og på samarbejde på tværs, hvilket bl.a.
har været udgangspunktet for etableringen af BO-VEST i januar 2007
og for renoveringen og byfornyelsen i Albertslund Syd, som går for
et være ét af Danmarks største byfornyelsesprojekter. Til daglig
arbejder Vinie Hansen som konsulent for tosprogede elever i Greve
Kommune. Ellers går hendes sparsomme fritid med at være sammen med
sin familie og de 4 - snart 5 - børnebørn, ture til sommerhuset på
Stevns, cykelture eller blot at nyde en god bog. Vinie Hansen vil
blive fejret med en reception for venner og samarbejdspartnere den
25. november kl. 14.00-17.00 på Malervangen 1 i Glostrup.
BO-VEST
Garvet driftsleder stopper
Bjarne Karlsen, chef for drift og teknik i Boligkontoret
Danmark går på efterløn 1. januar 2011. Siden 1987, hvor han blev
ansat af Boligselskabet AKB Tåstrup som driftsleder for blandt
andet Tåstrupgård, har han sat systematik af driften på dagsordnen
hos ejendomsfunktionærerne. Han har ofte været benyttet som
underviser, bl.a. på BL's synskurser og undervist på budgetkurser
og i driftsplanlægning og har været pionér i arbejdet med at
indføre vandbesparelser og affaldssortering. Fra stillingen som
driftschef i Boligselskabet AKB kom han i 1996 til Boligkontoret
Danmark og har med driftsanalyser og sin praktiske tilgang til
arbejdet været med til at rationalisere driften i mange
bebyggelser. Der er afskedsreception for Bjarne Karlsen fredag den
17. december kl. 14-16 i Boligkontoret Danmark, Lundsgade 9, 2100
København Ø.
Boligen nr. 12 - 2010
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
22. november 2010 |
| Senest opdateret: |
23. november 2010 |