Ny formand for Det Etiske Råd
Det bliver det nuværende medlem af Det Etiske Råd, Jacob
Birkler, der fra den 1. januar 2011 overtager formandsposten i Det
Etiske Råd efter Peder Agger, der afslutter sin treårige
formandsperiode.
Jacob er uddannet filosof, har en ph.d. i medicinsk etik og er
lektor på jordemoderuddannelsen i Esbjerg, hvor han har undervist
siden 2004. Jacob har været medlem af Rådet siden den 1. marts 2010
og har derfor også gjort sig nogle tanker om, hvordan han gerne vil
fortsætte sit arbejde for Rådet, skriver etiskraad.dk.
"Jeg kunne godt tænke mig at skabe en større grad af tilknytning
til dem, der er berørt af de emner, som Rådet beskæftiger sig med.
Det er fint at invitere folk ind til os, men jeg kunne også godt
tænke mig at starte en praksis for at komme mere ud. Mine
holdninger er i høj grad blevet formet igennem mit møde med den
kliniske praksis - og det, mener jeg, er vigtigt for at bevare
ydmygheden over for de store spørgsmål, vi arbejder med i
Rådet."
Ikke overraskende er det de etiske spørgsmål, der knytter sig
til livets begyndelse, som Jacob især brænder for. Særligt
spørgsmålet om abort og i særdeleshed senaborter har optaget Jacob
meget, fordi det netop tvinger os til at stille spørgsmål om, hvad
livet egentlig er for en størrelse. Og ikke mindst hvad der sker,
når vi gør os til herre over liv og død.
"Den eksisterende abortgrænse er nærmest blevet et slags dogme,
som vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved, og det kan få os
til at fremstå dobbeltmoralske, når vi så samtidig er meget
restriktive i forhold til nye teknikker som fx fosterdiagnostik og
stamcelleforskning. Mens vi sidder og hidser os op over
kønsbestemmelse og ægsortering, glemmer vi, at nogle få aborter
faktisk bliver foretaget af langt mere absurde årsager, fx for at
undgå topmave på skiferien."
Privat er Jacob bosat i Esbjerg sammen med sin familie. Som
småbørnsfar og ivrig foredragsholder kan det være svært at få tid
til meget andet, men de faste træningsseancer i det lokale
fitnesscenter bliver prioriteret højt - ikke blot for at holde
konditionen ved lige, men lige så meget fordi det ofte er på
spinningcyklen, at gode idéer opstår og dybe tanker finder
klangbund.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
20. december 2010 |
| Senest opdateret: |
20. december 2010 |