• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Ny rekord i antallet af udsættelser

Foto: Stefan Kai Nielsen

Aldrig før har der været så mange udsættelser i KAB og AAB’s historie som i juni måned i år. Socialminister Benedikte Kiær er bekymret og villig til at drøfte den bekymrende udvikling med både Boligselskabernes Landsforening og Kommunernes Landsforening.

 

Af Samina Usman

Friske tal fra Danmarks største almene boligadministration, KAB, viser, at der er sket en eksplosiv stigning i antallet af beboere, der bliver sat på gaden. Alene i juni måned I år har der været 72 udsættelser. Den tidligere rekord i oktober 2009, der lå på 53 udsættelser.

Ser man på tallene for udsættelser fra årsskiftet og frem til 30. juni 2010 hos KAB, har der været 229 udsættelser.

Samme tal for sidste år lå på 156 udsættelser. Altså en stigning på 47 procent i den givne periode.

Også Arbejdernes Andels Boligforening (AAB), der er landets største andelsboligforening med over 18.000 boliger, kan føje sig til listen over kedelig rekordindehaver, når det gælder udsættelser i juni måned.

Således har AAB haft 21 udsættelser i juni måned mod 13 udsættelser i samme periode sidste år. I løbet af de sidste tre år har AAB i gennemsnit haft ti udsættelser om måneden. I 2005 lå det tilsvarende tal på seks.

Hos KAB forklarer direktør Jesper Nygård, at de har en ”kæmpe interesse” i ikke at sætte beboerne på gaden. Alle parter er nemlig tabere i sådanne sager. Boligorganisationen taber penge på det, den pågældende beboer taber på det, og de tilbageværende beboere kommer til at hænge på regningen.

”Selv om vi gør vildt meget for ikke at sætte beboerne på gaden, eskalerer tallene. Udover at have løbende dialog med beboerne, om hvor vigtigt det er at betale huslejen til tiden, tilbyder vi afdragsordninger. Vi har endda opbygget vores egen restance og inkassofunktion, der gør, at beboernes gæld ikke vokser så hurtigt, som den ellers ville. Analyser, som vi har foretaget, viser nemlig, at beboernes gæld ender med at være fem til ti procent højere end det, de skylder i husleje, fordi der løber gebyrer på I form af advokat- og fogedsalærer. Og det holder vi nede ved at tilbyde hjælp internt fra huset. Alligevel er vi magtesløse,” forklarer Jesper Nygård.

90 procent af de boliger, som KAB administrerer, koster under 5.000 kroner om måneden i husleje. Jesper Nygård vurderer, at antallet af folk, der er sjuskede med at betale huslejen, ikke er voldsomt opadgående. Til gengæld er antallet af folk, der ikke har råd til at betale deres husleje, stigende.

Ryster afdelingens økonomi
Boomet i udsættelserne rammer de enkelte boligafdelinger hårdt økonomisk. Et grelt eksempel er fra én af AAB’s boligafdelinger på Amager, der består af 18 boliger. I 2009 havde afdelingen tre udsættelsessager, hvor det samlede tab løb op i 268.000 kroner. Beløbet svarer til omkring 19 procent af de samlede huslejeindbetalinger på et helt år i boligafdelingen.

”Eksemplet illustrerer, hvor dyre udsættelsessagerne er, og hvor stor en restance beboerne når at få, inden de flytter ud. Men det fortæller også noget om, hvor sårbar afdelingens økonomi er. Vi er bekymrede over udviklingen.

Regeringen har sidste sommer fremsat lovforslag om, at vi skulle samarbejde med de kommunale myndigheder, inden beboeren blev sat ud, så man havde mulighed for at gøre noget, inden det gik galt. Der må man bare sige, at vi ikke har kunnet mærke, at den lovændring har haft nogen som helst effekt. Og det er også bekymrende,” siger direktør Christian Høgsbro, AAB.

Socialminister Benedikte Kiær er villig til at drøfte den bekymrende udvikling med både Boligselskabernes Landsforening og Kommunernes Landsforening. Hun siger til Boligen:

”Domstolsstyrelsens seneste tal for den generelle udvikling i antallet af udsættelser viste en god udvikling, idet vi for første gang så tegn på et knæk i kurven. Det tyder på, at de mange initiativer, vi har taget, er begyndt at virke. Når det er sagt, så må jeg desværre også medgive, at KAB's tal tegner en anden udvikling. Vi kan jo håbe, at der er særlige forhold, der påvirker KAB's tal, men jeg synes nu, at tallene er så bekymrende, at jeg snarest vil indkalde KL og BL til en drøftelse af det generelle billede. Jeg vil meget gerne høre organisationernes vurdering af udviklingen og årsagerne hertil. Virker de værktøjer, vi allerede har vedtaget, efter hensigten? Bliver de brugt, eller er der brug for helt andre initiativer? Vi er I forvejen i gang med at overveje mulighederne for en mere fremskudt indsats, der på et tidligere tidspunkt end nu kan fange problemerne. Det vil være særdeles gavnligt at få organisationernes indspil hertil.“

Læs også:

Lejere flygter fra regningen



Boligen nr. 9 2010

Sideansvarlig: Martin Ljung Krabbe
Oprettet: 23. august 2010
Senest opdateret: 27. oktober 2010