Praktikpladspræmien virker
En praktikplads udløser en kontant bonus på 50.000 kr. til virksomheden. For 2/3 af bygge- og anlægsvirksomhederne er præmien den direkte årsag til, at de har taget en lærling, viser en ny undersøgelse foretaget af Dansk Byggeri.
I løbet af årets fire første måneder er antallet af praktikpladser inden for bygge og anlæg steget med 17 % i forhold til de fire første måneder af 2009. Specielt på tømrer- og murerfaget er der sket en markant fremgang. Hele 44 % flere unge har indgået en aftale om en plads som murerlærling og 32 % flere tømrerlærlinge har fået en praktikplads.
Siden november 2009 har virksomhederne modtaget en præmie på 50.000 kr. for at oprette en praktikplads. Og de mange nye praktikaftaler skyldes ikke mindst denne praktikpladspræmie, viser en ny undersøgelse foretaget af Dansk Byggeri.
- Praktikpladspræmien har som forventet haft en effekt. Selv om antallet af indgåede aftaler først for alvor er begyndt at stige i starten af andet kvartal, så er der er ingen tvivl om, at præmien også i vintermånederne har været med til at sikre, at bunden ikke er gået ud af praktikpladsmarkedet. Økonomiske incitamenter virker – også over for virksomhederne. 50.000 kr. er så stort et beløb, at det kan mærkes, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.
I undersøgelsen svarer 2/3 af de virksomheder, der har taget lærlinge efter praktikpladspræmiens indførelse, at de kun indgik uddannelsesaftalen, fordi der var en kontant bonus tilknyttet. 33 % af virksomhederne ville have indgået uddannelsesaftalen uden præmie.
- I årets fire første måneder har byggeledigheden pga. kombinationen af krise og en hård vinter været ekstrem høj. Den har ligget oppe i nærheden af 20 % i første kvartal. Alligevel har vi altså set en vækst i antallet af indgående aftaler i forhold til sidste år inden for murer- og tømrerfaget. Praktikpladspræmien har altså virket i et ekstremt presset arbejdsmarked, siger Louise Pihl.
Praktikpladspræmien er en dyr ordning. Den er budgetteret til at koste en mia. kr. i 2010. Ifølge Louise Pihl er det muligt, at der også i 2011 er behov for økonomiske incitamenter, for at få virksomheder til at tage lærlinge.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
16. juni 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |