• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Sådan får man beboerne til at betale regningen

Simpel omlægning af procedure har medført et drastisk fald i restancesagerne hos landets største energiselskab DONG Energy.

Af Samina Usman

Langt færre beboere end tidligere får lukket for deres strømforsyning på grund af manglende eller for sen betaling af  elregningen. Tal fra DONG Energy viser, at antallet af besøg, hvor energiselskabets montører kommer ud til beboerne for at lukke strømmen, er faldet med cirka 45 procent på bare et enkelt år. Set i lyset af finanskrise og et stigende antal udsættelser kalder jurist Helle Birte Jensen fra brancheorganisationen Dansk Energi det for en "positiv og glædelig nyhed." Men hvad er det egentlig, som får beboerne til at betale deres elregninger i langt højere grad end tidligere? Spørger man afdelingsleder Tina Thomsen, debt collection i DONG Energy, er hun ikke i tvivl. Energiselskabet har siden sommeren 2009 valgt at ændre på rykkerproceduren, og det har båret frugt

En afgørende forskel
Langt hen ad vejen er rykkerproceduren stadig den samme. Typisk modtager beboeren to rykkerskrivelser, hvis betalingen ikke har fundet sted. Reagerer beboeren ikke ved rykker et enten ved at indgå en betalingsaftale eller betaler regningen, bliver rykker to udsendt. I rykker to gør energiselskabet beboeren opmærksom på, at regningen stadigvæk ikke er betalt, og at næste skridt vil være en lukning af elforsyningen, hvis ikke der sker en betaling eller kommer en reaktion fra beboerens side. Sker der stadig ikke betaling, så udsendes der en varsling til kunden, hvor kunden bliver gjort opmærksom på, at lukning af el-forsyningen vil ske på en bestemt angiven dato. Den afgørende forskel er  nu den, at beboeren varsles med den præcise dato og det præcise tidsrum for, hvornår montørerne kommer ud for at lukke strømmen. Beboeren får dermed en ekstra mulighed for at reagere og få betalt sin gæld. "Før i tiden blev vores kunder ikke varslet inden et lukkebesøg, og de havde ikke mulighed for aktivt at gå ind at reagere, inden vores montører kom ud for at lukke for målerne." Vi har formindsket antallet af potentielle lukkekunder, fordi kunderne har fundet ud af, at det bedst kan betale sig at reagere på rykkerne for at undgå, at der kommer alt for mange omkostninger på. For selve montørbesøget koster nemlig 375 kroner, og skal man have genåbnet sin strøm, så koster det 468,75 kroner. Alt i alt er det en ekstra udgift på knap tusind kroner. Står man som kunde i den situation, at man er ude i en trængt økonomisk periode i sit liv, så er det jo skørt at påføre sig yderligere restance på grund af ekstraomkostninger," uddyber Tina Thomsen og forklarer, at beboerne får endnu en mulighed for at kontakte familie, venner eller kommunen eller indgå betalingsaftaler med energiselskabet for at skaffe pengene. Kan beboeren stadig ikke betale eller undlader at åbne døren for elselskabets montører, bliver sagen overdraget til fogeden, som sørger for at få adgang til måleren. I et efterfølgende brev fra DONG Energy bliver beboeren derfor også gjort opmærksom på, at fogedbesøget ikke er helt billigt. Faktisk koster det  beboeren mellem 2.000-2.500 kr. for et fogedbesøg.

Konkurrent melder om status quo
Hos DONG Energy's konkurrent SEAS-NVE har man ifølge kommunikationskonsulent Katja Kjærsgaard igennem en længere årrække fulgt proceduren med at angive en bestemt dato for, hvornår montørerne kommer ud for at lukke strømmen hos beboerne. Og derfor har de i modsætning til deres konkurrent ikke mærket til et fald i restancesager. Men melder snarere om status quo i forhold til sidste år. Jurist Helle Birte Jensen, Dansk Energi, forklarer, at det ikke står nedfældet i loven, at energiselskaberne skal følge proceduren med at varsle kunderne med en bestemt dato og tidspunkt for et "lukkebesøg". Hun påpeger dog, at Energiankenævnet anser det for almindelig praksis at følge. Hun er ikke bekendt med, hvor mange af landets energiselskaber der følger proceduren.

DONG Energy har omkring 800.000 el-kunder. Mens SEAS-NVE har omkring 400.000 el-kunder.



Boligen nr. 11 - 2010

 

 


 

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 25. oktober 2010
Senest opdateret: 27. oktober 2010