Statsministeren studerer Tåstrupgård
Uden at ville angive hvor mange penge fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen, at der også fremover fra samfundets side vil blive investeret i de udsatte boligområder
Af Regnar M. Nielsen
På Danmarks Journalisthøjskole, Medieuddannelserne på universiteterne i Odense og Roskilde og Centeret for Medievidenskab på Århus Universitet er det elementært pensum, at medierne afspejler befolkningen. Det skal forstås således, at medierne bringer det stof, befolkningen gerne vil læse, se eller høre. Hvis medierne ikke rammer deres læsere, seere eller lyttere, kan de ikke sælge aviser og annoncer.
Onsdag den 11. august besøgte statsminister Lars Løkke Rasmussen og socialminister Benedikte Kiær Tåstrupgård i Høje-Tåstrup. Besøget markerede indledningen på regeringens arbejde med at udvikle en samlet ghettostrategi.
Målt på den fremmødte presse er den danske befolkning meget interesseret i de udsatte boligområder og løsningen af deres problemer.
Stort følge
”Pas dog på din store idiot… Det er anden gang, du er ved at vælte mig,” lyder det vredt fra den ene fotograf til den anden. Sammen med otte andre fotografer og tre kameramænd er de ved at bakke sig vej gennem den del af bebyggelsen, som statsministeren og socialministeren får fremvist. Deres linser er frosset til motivet af statsministeren og de tre drenge, han går og hyggesludrer med. Bag statsministeren, og de tre drenge følger et 70 meter langt optog af embedsmænd, folk fra boligorganisationer, masser af journalister og nysgerrige beboere.
Direktøren for KAB, Jesper Nygård, er guide på turen, der blandt andet omfatter et besøg i en marrokansk forening og aktivitetssteder for både drenge og piger.
Direkte på
Undervejs bliver der et lille stop, og der afvikles en lille improviseret pressekonference ved, at de skrivende journalister omringer statsministeren. TV Avisen , TV-2 News og TV-2 Nyhederne overtager dog hurtigt scenen og ministerens interesse.
”I vil udvikle en ghettostrategi… hvad bliver hoved-elementerne?”
”Det er vi jo blandt andet her for at finde ud af. Vi vil sætte ind både i forhold til murstenene og i forhold til de mennesker, der bor bag dem.”
”Vil I bruge flere penge?”
”Nu er tiden ikke inde til at bruge flere penge. Den er i højere grad til at tjene flere penge. Men det bliver jo på længere sigt meget dyrt, hvis parallelsamfundene bliver ved med at udvikle sig. Så noget vil der blive investeret – Ja!”
”Hvor mange penge?”
”Siden regeringen trådte til, er der investeret godt 20 milliarder i renoveringer. Vi vil nok fortsætte af det spor. Men det bliver ikke kun mursten, der skal investeres i. Der skal også bruges penge på andre indsatser.”
”Hvilke?”
”Det er i mange udsatte boligområder nødvendigt med større fokus på drenge med indvandrerbaggrund, hvis vi skal have vendt den dårlige udvikling. Mens pigerne stormer frem, er der alt for mange drenge, der ikke når videre end folkeskolen. Vi skal have knækket den kode, som sikrer, at også drengene kommer i land med noget meningsfyldt.”
”Er jeres udspil ikke bare med til at stemple områderne som ghettoer?”
”Vi er nødt til at kalde tingene det, de er. Vi har i Danmark nogle boligområder, der er præget af stor arbejdsløshed og problemer med kriminalitet. Men det er naturligvis også vigtigt at fokusere på, at der sker fremskridt i disse områder. Og her er Tåstrupgård jo et glimrende eksempel.”
De mange spørgsmål og svar blev gennem dagen og efterfølgende viderebragt I radioaviser, nyhedsudsendelser på tv, dagblade og naturligvis Boligen.
Flere besøg
Socialminister Benedikte Kiær og statsminister Lars Løkke Rasmussens besøg i Tåstrupgård var den første af fire studieture, socialminister Benedikte Kiær gennemfører sammen med forskellige ministerkollegaer. I løbet af sensommeren vil hun sammen med justitsminister Lars Barfoed besøge Tingbjerg og sammen med integrationsminister Birthe Rønn Hornbæk besøger hun Gellerup.
Endelig arbejdes der på at gennemføre endnu et besøg i et endnu ikke oplyst københavnsk boligområde sammen med undervisningsminister Tina Nedergaard og beskæftigelsesminister Inger Støjberg. De fire studieture er tænkt som et bærende element i udviklingen af et regeringsudspil for de udsatte boligområder, som bliver offentliggjort i løbet af efteråret.
Boligen nr. 9 2010
| Sideansvarlig: |
Martin Ljung Krabbe |
| Oprettet: |
23. august 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |