Sygdom og arbejde udelukker ikke hinanden
Sygdom er en alvorllig sag, og der skal nye midler til i forhold
til sygemeldte og deres mulighed for at fastholde tilknytningen til
arbejdsmarkedet. Det skal kampagnen "Syg med job - sygdom og
arbejde behøver ikke udelukke hinanden" hjælpe med. Et af de
centrale elementer i kampagnen er en ny hjemmeside.
En helt ny undersøgelse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at
ni ud af ti danskere faktisk er enige i, at sygdom og arbejde ikke
behøver at udelukke hinanden. Men det er kun halvdelen af
danskerne, der har oplevet, at de havde mulighed for at arbejde
under deres sygdomsforløb, skriver sygmedjob.dk i en
pressemeddelse.
For beskæftigelsesminister Inger Støjberg er det afgørende, at
kampagnen sætter gang i dialogen om sygefravær på landets
arbejdspladser, så endnu flere får mulighed for at arbejde eller
holde kontakt til arbejdspladsen under sygdom:
- Det er på tide, vi gør endeligt op med den opfattelse, at det
er bedst for langtidssygemeldte at blive overladt til sig selv,
indtil de er helt raske. Jeg ved, at rigtig mange mennesker gerne
vil bevare en tæt kontakt til deres arbejdsplads under et længere
sygdomsforløb. Og at de - hvis det overhovedet er muligt - fortsat
gerne vil være noget for deres arbejdsplads og kollegaer.
Derfor er det så vigtigt, at vi tør tage en åben snak om sygefravær
og få brudt tabuer om sygdom og arbejde, siger Inger Støjberg.
Dialog
Kampagnen Syg med job - sygdom og arbejde behøver ikke at
udelukke hinanden har fokus på at få skabt en god dialog
mellem sygemeldt, arbejdsgiver og kollegaer. Netop fordi
undersøgelser og erfaringer viser, at mange langvarigt syge kommer
hurtigere helt eller delvist tilbage til arbejdspladsen, hvis de
bevarer kontakten til deres kolleger og arbejdsplads under
sygdomsforløbet.
- Vores kampagne tager fat i et følsomt emne. Sygefravær er ikke
det nemmeste at snakke om med kollegerne over frokostbordet eller
med ens nærmeste chef. Derfor er jeg også utrolig glad for, at så
mange arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer bakker kampagnen
op, siger Inger Støjberg.
Et led i kampagnen er en kampagnebus, som resten af året
turnerer rundt i hele landet og besøger arbejdspladser og opfordrer
til dialog om sygefravær.
Bag kampagnen
Beskæftigelsesministeriet står bag kampagnen sammen med Indenrigs-
og Sundhedsministeriet og parterne i sygefraværsaftalen:
Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Landsorganisationen i Danmark
(LO), FTF, Akademikernes Centralorganisation (AC), Lederne,
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger (SALA),
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Kommunernes
Landsforening (KL) og Danske Regioner.
Læs mere på www.sygmedjob.dk
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
17. marts 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |