Tvivl om erstatning i tinglysningsrod
Der er opstået tvivl, om bygningsejere kan få erstatning for rod i den digitale tinglysning, selv om der på et tidspunkt så ud til at være flertal for tanken.
Af Jørn Nyvang
Dansk Folkeparti står ikke længere sammen med Socialdemokraterne, SF, de radikale og Enhedslisten i kravet om erstatning, og hermed er der ikke flertal for forslaget. De fire sidstnævnte partier indkaldte 21. april til en forespørgselsdebat om sagen og fremlagde her en udtalelse med blandt andet dette indhold: ”Folketinget pålægger regeringen, at udarbejde en løsningsmodel, der kompenserer borgere, der har lidt tab på grund af lang ventetid i tingslysningssystemet.” Forespørgselsdebatten begyndte samtidig med, at nærværende udgave af Boligen gik i trykken. Forud for debatten udtalte Dansk Folkepartis ordfører på området, Pia Adelsteen, til Berlingske Tidende, at hun havde svært ved at forestille sig, at hun ville stemme for udtalelsen. Hun ville afvente en undersøgelse af Rigsrevisionen om forløbet med indførelsen af digital tinglysning plus en efterfølgende udtalelse fra statens advokat, Kammeradvokaten. Socialminister Benedikte Kiær (K) oplyste ved et samråd i Folketingets boligudvalg 26. februar, at der på dette tidspunkt var opgjort lån på i alt 2,3 mia. kr., som de almene boligorganisationer i kortere eller længere tid ikke havde kunnet få udbetalt på grund af problemerne med tinglysningen. Hun opgjorde dengang sektorens tab til ni mio. kr.
Boligen nr. 5 - 2010
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
27. april 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |