Vollsmoses image er ikke blevet bedre
Bilafbrændinger og skududvekslinger er
ikke gået upåagtet hen i Odense. Trods helhedsplaner og imagepleje
er omdømmet ikke blevet bedre. Til gengæld er det heller ikke
blevet dårligere.
Af Regnar M. Nielsen
Vollsmose fylder meget i Odenseanernes bevidsthed. Af 507 adspurgte
i den tredjestørste by svarer kun ni, at de ikke mener at have
kendskab til området - (under to procent). 42 procent af
Odenseanerne har et negativt eller meget negativt indtryk af
Vollsmose, mens 18 procent har et positivt. Det er nogen af
hovedkonklusionerne i en ny spørgeundersøgelse gennemført af
analyseinstituttet Wilke, der også i 2007 stod for en lignende
undersøgelse af Vollsmoses image. Undersøgelsen er bestilt af
Boligselskaberne, Odense Kommune og beboerne.
Lyspunkter
Umiddelbart er resultatet på samme niveau som for to år
siden. Men der er dog klare lyspunkter. Andelen af meget negative
odenseanere er faldet fra 20 procent i 2007 til 13 procent i 2009.
Og det fremgår tydeligt, at det er de sidste års uroligheder i
området, der har bremset et eventuelt gennembrud for en positiv
udvikling. 60 procent af Odenseanerne mener, at udviklingen det
seneste år er gået den gale vej. Som baggrund for den overvejende
negative opfattelse angiver 36 procent, at der er meget vold og
kriminalitet, 30 procent henviser til den evige dårlige
presseomtale. Og over 50 procent mener arkitekturen er grim. Der er
i undersøgelsen også tal, der giver anledning til en forsigtig
optimisme. 70 procent opfatter Vollsmose som et område med
mange kultur og fritidstilbud. 66 procent ser faktisk Vollsmose som
et attraktivt område med mange grønne områder. Og det er kun 15
procent, der mener, at der er for stor koncentration af nydanskere
i området.
Vollsmose har ikke længere det dårligste image
Vollsmose er ikke længere boligområdet med det dårligste
image. I hvert fald ikke i de landsdækkende aviser. I 2009 har der
ifølge Infomedia været skrevet mere om Tingbjerg og Gellerup i de
landsdækkende aviser, end der har om Vollsmose. Det er positivt for
Vollsmose ved, at bydelen ellers i årevis har ligget nummer et. Det
kan være svært at finde trøst i, at det går dårligere andre steder.
Men måske går det reelt bedre for Vollsmose end tidligere. Hvis vi
bliver ved med at forudsætte, at disse byområder er bedst tjent med
en mindre grad af omtale, så synes det også at gå bedre for
Vollsmose regionalt på Fyn. I 2009 var der 775 artikler, der
omhandlede Vollsmose i Fyns Stiftstidende. Det er mere end i 2008,
men mindre end det snit, der ellers har været de foregående år.
Artikler i landsdækkende
dagblade
om forskellige boligområder
Tingbjerg 583
Gellerup 567
Vollsmose 338
Mjølnerparken 274
Taastrupgaard 67
Askerød 20
Kilde: Infomedia
Artikler i Fyens Stiftstidende
om Vollsmose siden 2002
2002 850
2003 1045
2004 746
2005 908
2006 1060
2007 853
2008 660
2009 775
Kilde: Infomedia
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
25. januar 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |