Gode oplevelser i stedet for hærværk

Boligafdelingen Præstevangen i Viby J. samarbejder med den lokale ungdomsklub om at lave fritidsaktiviteter for alle områdets unge. Det er blevet en succes, som har medført, at hærværk i området stort set er stoppet, skriver Boligen, der udgives af Boligselskabernes Landsforening.



Af Sofie Pedersen


Klokken er 15 onsdag eftermiddag. Det betyder seriøs fodboldtræning på plænen mellem Præstevangens boligblokke. Med vind i håret, kulørte fodboldtrøjer og farve i kinderne dukker den ene dreng efter den anden lige så stille frem. Energiske fødder dribler omkring, slår baglæns salto og kan næsten ikke vente med at få eftermiddagens første instrukser. "Kom nu, vi skal i gang," råber Andreas til kammeraterne Omar og Malte, der er sent på den. 
Uden at brokke sig tager de to forsinkede spillere 10 armbøjninger under opsyn af resten af holdet - én for hvert minut de kom for sent - og så er træningen i gang. Spillerne er fra 13 til 15 år og kommer både fra boligforeningen og nabo-villakvartererne. Alle er velkomne. Både til fodboldtræningen og de andre fritidstilbud, som også omfatter madlavning for piger, fightclub og lektieklub samt forskellige udflugter og fester. "Vores store styrke er, at vi kommer ud til hele området og skaber et positivt fællesskab om nogle spændende aktiviteter," siger fodboldtræner og klubpædagog Anders Rau, der koordinerer fritidstilbudene. Han fik kontakt til de første af fodbolddrengene ved at gå rundt mellem blokkene med bold nogle gange om ugen. Siden udviklede fodboldspillet sig til flere forskellige aktiviteter. Anders Rau fik 180 telefonnumre fra unge i området, så han altid kunne sende en sms, når der var et arrangement.

Forebygger problemer
Baggrunden for, at boligafdelingen Præstevangen bruger  penge på fritidsaktiviteter, ligger nogle år tilbage. I begyndelsen af 2008 brød en lille gruppe unge flere gange ind i afdelingens kælderrum, røg hash og smadrede flasker. Det skabte en utryg stemning og boligafdelingen besluttede at sætte stærkt ind. "Politiets opsøgende medarbejdere havde allerede fat i de store drenge, som var ude på et skråplan, så vi besluttede i samarbejde med ungdomsklubben at lave nogle tilbud til den lidt yngre gruppe for at forebygge, at de gik samme vej," siger afdelingsformand Jytte Jensen. Løsningen blev fritidsaktiviteter på de unges præmisser. Det betyder, at klubpædagog Anders Rau kommer ud til de unge i stedet for, at de selv skal komme til klubben, skrives ind og have medlemskort. Det har i løbet af kort tid vendt stemningen i Præstevangen. Nu er naboerne trygge, de unge er glade, og regnestykket går op. Indsatsen har nemlig allerede finansieret sig selv ved, at de penge, der før blev brugt til at reparere skader fra hærværk, nu bliver brugt på at skabe gode oplevelser. Ved opstarten i 2008 støttede Boligforeningen Århus Omegn fritidsaktiviteterne i afdelingen Præstevangen med 250.000 kroner. Beløbet var sat efter, at foreningen året før havde brugt 280.000 kroner på at reparere skader efter hærværk i afdelingen. I 2009 var udgifterne til skader efter hærværk allerede faldet til 20.000 kroner. "Eksemplet med fritidsaktiviteterne i Præstevangen viser, at man med få midler kan skabe utrolige resultater," siger direktør Leif Jensen for Boligforeningen Århus Omegn, der har besluttet at støtte projektet med 200.000 kroner gennem de næste tre år. Opbakningen til at bruge penge på fritidsaktiviteter er dog ikke kommet uden debat. "Flere synes, at det er en kommunal opgave, vi går ind og løfter. Men vi har haft en god snak om vigtigheden af at være fremsynede. Nu kan vi se, at satsningen er rigtig. Det, vi har puttet i aktiviteterne, kommer tifold tilbage," siger afdelingsformand Jytte Jensen.

Bedre kvarter
Ægteparret Grethe og Vagn Eriksen på henholdsvis 80 og 82 år har boet i Præstevangen siden 1971 og mærker tydeligt, at området er blevet mere roligt. "På et tidspunkt var der mange indbrud i kælderrummene, og de unge ræsede rundt på deres knallerter hele tiden. Det mærker vi ikke noget til mere," siger Grethe Eriksen. "Nej, det er blevet meget, meget, meget bedre," supplerer Vagn Eriksen. Den tilbagemelding hører afdelingsformand Jytte Jensen ofte. "Mange siger til mig, at de føler sig mere trygge nu. De fremhæver, hvor dejligt det er at kunne sidde på græsset og grille om sommeren uden at blive forstyrret af knallertkørsel og tilråb," siger hun og tilføjer: "Siden vi begyndte med fritidsaktiviteterne, er fraflytningerne fra området halveret. Det kan selvfølgelig have andre årsager, men der er helt sikkert også en sammenhæng."

God stemning og god stemning
På fodboldbanen er temperamentet højt. Der bliver heppet og kæmpet bravt om bolden. Omar tørner sammen med Aksel, slår sit knæ og må hjælpes ud på bænken. Her sørger veninden Cecilie for, at han får lagt is på, mens kammeraten Andreas scorer det afsluttende mål og sender dem et triumferende fingerkys. "Vi er alle sammen blevet rigtig gode venner på holdet. Det er godt, for så er man ikke bange for at gøre noget forkert," siger Andreas bagefter. "Ja, venskabet og samarbejdet er det bedste," tilføjer Omar. Han går også til fodbold i AGF tre gange om ugen, men vil under ingen omstændigheder gå glip af træningen med vennerne i boligafdelingen. Sådan har flere det, og  klubpædagog og træner Anders Rau ser det som et udtryk for, at foreningen har ramt rigtigt med sine aktiviteter. "Her er sammenholdet i fokus, og alle kan være med. Det er et godt supplement til sportsklubberne, som ofte har et stramt fokus på konkurrence og talentudvikling," siger han.

 

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 29. september 2010
Senest opdateret: 23. januar 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Det gode
eksempel spreder sig


I forlængelse af de gode resultater med fritidsaktiviteterne i  Præstevangen har Boligforeningen Århus Omegn besluttet at opprioritere det boligsociale arbejde i hele foreningen. Der er netop ansat en boligsocialmedarbejder med stor erfaring, som skal styrke samarbejdet mellem organisationerne i boligområderne og sørge for, at der er gode fritidstilbud til alle unge.