Har du for travlt til netværk?
Når folk har for travlt til at snakke med hinanden, har
trygheden de sværeste vilkår. Det viser erfaringerne fra
boligsociale projekter på Amager.
Af Terkel Kunding
En sommerfest er ikke bare en festlig lejlighed til at hygge og
slappe af. Det er også en tryghedsskabende aktivitet. Sådan lyder
filosofien fra Deniz Deveci, der er boligsocial medarbejder i
Lejerbo.
"I dagligdagen møder man ikke så mange af sine naboer. Derfor skal
der være afbræk, hvor man tager sig tid til at komme hinanden ved.
Det er her, at fordomme nedbrydes, og grunden bliver lagt til
tryghed i hverdagen," fortæller Deniz Deveci.
Hans erfaring er fra afdelinger på Amager, hvor han har startet
projekter i Holmbladsgade og nu i Islandsgården. Projekterne er
mindre dele af et samlet projekt med titlen "Fra hærværk til
netværk".
Men hvordan opstår utrygheden, når vi ikke kommer hinanden
ved?
"Jeg har bl.a. oplevet, at flere beboere var bange for at sige
noget til børn, der larmede i gården. Men efter at de var sammen
til nogle af vores arrangementer, er fordommene forsvundet. Nu
hilser de på hinanden og er ikke utrygge som tidligere," beretter
Deniz Deveci.
Der skal altså bare arrangeres en række fester, så kommer
netværket af sig selv?
"Nej, det er ikke nok bare at arrangere festerne, der skal
hårdt benarbejde til. Man skal vide, hvordan man får de forskellige
grupper af beboere til at komme. Et opslag i opgangen er ikke altid
nok. Jeg har fx gode erfaringer med at stemme dør-klokker."
"Desuden forsøger vi at få beboerne til at tage ejerskab for
aktiviteterne i afdelingen og for afdelingen som helhed. På den
måde kommer de til at føle ansvar for afdelingen og de andre
beboere - og det skaber tryghed og trivsel," slutter Deniz
Deveci.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
15. september 2010 |
| Senest opdateret: |
23. januar 2012 |