Teater uden grænser i Aalborg

Af Stud.IT. Michelle Juul, Aalborg Universitet
Foto Mogens Rude, UngAalborg


Når teatret ikke bare er en oplevelse at se, men en oplevelse at lave. Aalborgscenen KUL har sat stykket "Av for en Grænse" op, og med metoden Bodystorming blev forestillingen konstrueret løbende i samarbejde mellem instruktør, dramaturg og skuespillere. Sammen med Projekt 9220 har det været et unikt læringsprojekt under den boligsociale indsats i Aalborg Øst - skuespillerne er unge fra Aalborg Øst. Og Nordjyllands nye kulturelle fyrtårn, Nordkraft, har pludselig fået en boligsocial tilbygning.

De fleste vil pege på Aalborg Øst som Nordjyllands ghetto nummer 1. I den helhedsorienterede indsats i bydelen, som har 15.000 indbyggere, går ressourceorientering hånd i hånd med nye metoder i det boligsociale arbejde, og teater og drama er et centralt virkemiddel i inddragelsen af bydelens børn og unge. Projektleder Dorit Wium-Andersen fra Projekt 9220 har fungeret som dramaturg, og børn- og ungekoordinator Lotte Wagner har været instruktør på forestillingen, der betegnes som en stor sællert.

Lotte Wagner fra Projekt 9220 Aalborg Øst forklarer:

- Forestillingen blev produceret på kun én uge med 5 unge kvindelige skuespillere mellem 14 og 19 år, og pigerne kendte ikke hinanden på forhånd. Stykket handler om at give plads til forskellighed, plads til unge og plads til deres identitet og grænsesøgende adfærd. Vi har draget fordel af KUL Nordkrafts faciliteter og har proppet en masse man power ind i arbejdet. For de unge fra Aalborg Øst har det været en wow-oplevelse at deltage og at overvære forestillinger i byens nye kulturelle hjerte.

Et skjult potentiale
"Av for en grænse" handler om at afprøve grænser, om at finde sine personlige grænser og om at overskride andres grænser. Instruktør, dramaturg og skuespillere prøvede grænser af med en form for manuskriptopbygning, som henter inspiration fra innovation og design.  Man har benyttet sig af metoden Bodystorming, der er en kombination af brainstorming og interaktion. Når man får en ide, udspiller man den simpelthen i stedet for at skrive den ned eller vokalisere den i sproget. Hvis man arbejder i en gruppe, som pigerne i "Av for en Grænse" har gjort, kan man give personerne roller i éns ideer. Man kan lave dem til træer, stole, døre og lade dem spille op mod og med hinanden. Ved at udspille ideerne i momentet, kan man hurtigt korrigere både bevægelser og replikker, så de bliver mere flydende og naturlige. Fordi skuepillerne er medvirkende til at udforme manuskriptet, kan man i disse opsætninger ofte få meget mere ud af de skuespillere, man har med at gøre.

To af de medvirkende unge giver deres version:

- Jeg synes, det var sjovt, men lidt vildt at noget af det er personligt. Det er meget skægt, at jeg synes, det var grænseoverskridende, når nu stykket handler om grænser.

- Det var rigtig spændende. Jeg har dog lavet teater før, hvor mig og de andre også måtte bestemme lidt, men det er sjovt med det bodystorming, det kendte jeg ikke, men jeg synes det passer rigtig godt.

Ved at benytte bodystorming som metode kan man indtage hele scenen og ofte opdage nye muligheder og skjult potentiale i omgivelserne, som man ville have haft svært ved at finde frem til. I tilfældet med denne opsætning er scenen en trappe som optræder først og fremmest som flykabine, men pludselig bliver til legepladsen, pigeværelset osv. Pigerne bevæger sig med sikkerhed rundt på den utraditionelle scene, fordi de selv har været med til at bestemme og afprøve, hvad der virker for dem. De har gennem indøvning og samarbejde lært at udtrykke sig på den svært tilgængelige scene, og der er ingen slinger i valsen.

Når metoden drejer sig om jer, er alt i stykket taget fra jeres egne oplevelser?

- Nej, ikke det hele, nogle af tingene er lidt skræmmende. F.eks. hende pigen, der bliver presset af sin kæreste til at gå i seng med hende. Det er taget fra en bog om nogle andre piger.

- Ja den var lidt syret, det er ikke sjovt at tænke på, at der nogle som har prøvet det i virkeligheden. Jeg tror ikke, jeg vise det til andre, hvis det virkelig var min egen oplevelse.

- Det kan dog være en smule grænseoverskridende, men så er det godt at man kan finde inspiration i bøger og populærkultur og så bygge en rolle op, så man kan få lidt afstand mellem sig selv og de temaer som bliver taget op.

Pigerne synes, at stykket med fordel kan ses af både andre unge og voksne. Unge kan genkende sig selv, og voksne kan gense nogle af deres egne erfaringer eller få et særligt indblik i hvorfor deres egen teenagedatter fungerer, som hun gør:

- Jeg synes, det er mest til andre piger, på vores alder.

- Ej det synes jeg ikke, jeg synes, at forældre skal tage ind og se det, så kan de se nogle af de ting, teenagere prøver i hverdagen.

-  Måske kunne de voksne også se det, for at huske tilbage på da de selv var teenagere, måske kan de genkende noget de ser.

Stykket spillede 26. oktober til 2. november 2010 med fulde huse på KUL Nordkraft i Aalborg. Nu skal stykket på turné i boligsociale indsatser.

KUL Nordkraft og Projekt 9220 har i samarbejde sat produktionen af stykket "Av for en Grænse" op. Bag helhedsplanen i Aalborg Øst står Himmerland Boligforening, Boligforeningen Vanggården, Lejerbo, Boligforeningen Fjordblink samt Aalborg Kommune.